torsdag den 31. december 2009


Det er nytårsaften, og vi er ved at nærme os slutningen på vores ophold i Danmark. På søndag rejser vi tilbage til Bukarest, og på mandag er vi tilbage på kontoret.

Det har været en god måned i selskab med min familie, selvom det efterhånden er ved at være lidt træls at "bo i en kuffert". Vi har fået set alle i familien gennem de sidste 4 uger. Vi har fejret min mors 60-års-dag, min mormors 90-års-dag, juleaften og i aften er det så nytårsaften. Vi har været på shopping, og har købt julegaver og ting til os selv. Vi var en tur i Thingbæk Kalkminer d. 13. og se Lucia-optog. Vi besøgte min onkel Ivar, min fætter Lars og har haft et vældigt snevejr. Sneen ligger stadig, og nu er det også blevet rigtig koldt. Helt ned til minus 10 grader om natten.

Nå, ja, og så var det min fødselsdag d. 27. :)

Her er der billeder uploadet til Flickr. KLIK
For lige at runde den forrige mail af, så vandt Basescu 2. runde af valget, og får dermed 5 år til i præsidentstolen. Han har straks genudnævnt den ellers afsatte premierminister, Boc, til posten, og en regering er ved at blive formet.

fredag den 27. november 2009

2. runde er 6. december

Det endelige resultat af valget i søndags er:

Traian Basescu – 32,44% ; Mircea Geoana – 31,15%

Da ingen af dem fik mere end 50%, skal de ud i "omkamp" den 6. december.

Vi skal alligevel ikke til Robesti denne weekend. I stedet kommer svigermor og Adi til Bukarest lørdag. Det skulle have været en overraskelse, men da vi fortalte, at vi ville komme derop, måtte de jo fortælle os, at de kom her.

Vi har haft et tilfælde at influenza A(H1N1) på mit kontor. Det er dog en uge siden, at personen tog hjem pga. utilpashed, så der er ikke nogen fare for smitte længere. Det ser ikke ud til at andre har fået det, da man normalt skulle se symptomer inden for en uge. Vi tager det roligt, og ser hvad der sker. Man kan ikke gøre så meget andet.

søndag den 22. november 2009

Præsidentvalg

I dag har der været præsidentvalg i Rumænien.

Der var i alt 12 kandidater, men kun 2 med en egentlig chance for at få nok stemmer til at udfordre siddende præsident Traian Basescu. Mircea Geoana og Crin Antonescu, med Geoana som favoritten.

Nu er valget forbi, og exit polls tegner til at Basescu og Geoana skal ud i omvalg den 6. december, eftersom ingen af dem opnåede mere end 50% af stemmerne i dag. Basescu fik 34%, Geoana 30,5%.

Dani udnyttede sin borgerret, og stemte. Valgstedet var en skole i nærheden, som vi gik hen til.

Der var en pæn strøm af mennesker, men dog ikke kø. På andre valgsteder var der lange køer. Det var på de såkaldte "specialvalgsteder", hvor folk, der ikke har adresse i Bukarest, men som befinder sig her (studenter, turister, folk, der arbejder her) kunne stemme. Nogle steder blev der meldt om 4 timers kø...
Valgdeltagelsen nåede op på 50% - ikke overvældende. Vejret var ellers rigtig flot i Bukarestområdet, og har nok endda trukket valgdeltagelsen op.

Nu er der ikke længe til, at vi kommer til Danmark. Nu da vi har fundet ud af, at vi skal have lavet de blå EU sundhedskort, er vi ved at se, om vi kan nå det, inden vi rejser. Jeg skal også have det lavet, da jeg ikke længere har fri adgang til behandling i Danmark, da jeg ikke længere betaler skat og dermed ikke betaler til den offentlige sygesikring. Jeg betaler det her via min skat, så jeg skal have kortet udstedt her.

Vi tager til Robesti igen denne weekend, da vi jo ikke kommer til at kunne se Danis mor og Adi igen før til næste år.

Nu er det sengetid. En ny uge truer...

fredag den 20. november 2009

Solnedgang over Bukarest


I dag var en smuk dag. Sendt fra mobil.

onsdag den 11. november 2009

Tudor fylder 2 i dag





Vi er til børnefødselsdag... Her får han sig lige en pommes frites. :-)

Beklager billedkvaliteten - mobilen er ikke så god til at tage billeder indendørs... har forsøgt at gøre det lidt bedre med Photoshop.

lørdag den 7. november 2009

HP kontor i Pipera, Bucharest



Her 13. etage i det ny kontor, som HP begynder at bruge fra mandag. Dani er på det første hold, der flytter ind. Hendes plads er det sidste bord i denne række, ved vinduet.

Her er flere billeder: Flickr

tirsdag den 27. oktober 2009

Skt. Dimitrie Den Nye m.fl.



I dag er det Skt. Dimitrie Den Nyes dag. Bukarest har denne helgen som officiel beskytter og protektor.

I disse dage bliver hans balsamerede lig vist frem i den centrale patriark kirke midt i Bukarest. Det sker hvert år - og i denne forbindelse henter man ofte også andre helgener til kirken, og lægger dem frem sammen med ovenstående. Det udløser en pilgrimsfærd af gamle, unge, syge og raske (flest raske), som vil se og berøre disse helgener for at få velsignelse og beskyttelse.

Billederne taler vist deres eget sprog. På nuværende tidspunkt er køen 1 km lang, og har sin ende lige udenfor mit kontor.

Her er flere billeder: flickr slideshow

Her er en artikel på engelsk: http://www.nineoclock.ro/

søndag den 25. oktober 2009

Signature iced hot chocolate


Den var meget god!

torsdag den 22. oktober 2009


Vi var i biografen og se Robbie Williams koncert live fra London i tirsdags. Det var en god koncert, og selvom det selvfølgelig ikke er det samme som at være der, var det nu alligevel ret godt. Man må sige, at Robbie er tilbage i storform.

På arbejdet går det ok. Der er rimeligt travlt for tiden, da HP jo er med på Windows 7 bølgen, og prøver at få kunderne til at købe flest mulige nye computere med det nye Windows installeret på deres produkter. Så der har været en del projekter med websider med deadline 22. oktober, som jo er Win7 lanceringsdag.

Når vi kommer til Danmark i december, skal vi sikkert tilbringe et par dage i København også. Min chef vil gerne, at jeg kommer på kontoret, så vi kan have face-to-face møder. Hun har ikke været i Rumænien i halvandet år på grund af rejsestop i HP (for at spare penge). Så Dani og jeg kan begge arbejde fra kontoret i Allerød et par dage, og se lidt af København om aftenen. Det bliver nok sidst på måneden, lige før jul.

På lørdag skal vi på indisk restaurant og fejre "Diwali", som er den hinduistiske version af julen. Vi blev inviteret af Vijay og Isabela. Der kommer over hundrede personer til dette arrangement. Vi skal selv betale lidt for maden, men det er ok. Det bliver nok spændende, og forhåbentligt er der masser af god mad. :)

torsdag den 8. oktober 2009

I dag er en flot dag...


... med perfekt efterårsvejr. 25 grader og smuk, blå himmel.

fredag den 2. oktober 2009

HP kontor


Her er det nye kontor i Pipera i det nordlige Bukarest, hvor HP lejer de øverste 4 etager. Ved siden af ligger mindre bygninger, som HP også bruger, men de kan ikke ses her.
Sendt fra mobil.

torsdag den 1. oktober 2009

Jeg får snart nye ansvarsområder på arbejdet. Jeg skal være Supervisor for den del af mit team, der er på kontoret her i Bukarest. Vi er 12 personer i alt her fra mit team. Opgaverne i forbindelse med denne udnævnelse vil blandt andet være at have regelmæssige 1:1 møder med hver af dem, og lignende "bløde" opgaver. Jeg skal stadig beholde mit nuværende arbejde, men bruge mindre tid på nogle opgaver, så der er tid til den nye.

Der er kun et par måneder til vi skal flytte tilbage til "Pipera"-kontoret, som vi blev flyttet fra sidste år på grund af pladsmangel. Nu er den nye bygning der ved at være færdig, så vi forventer at flytte tilbage sidst i november. Dani blev ikke flyttet, så hun har været der hele tiden, men hun skal sandsynligvis også flytte i den nye bygning.

søndag den 20. september 2009

Bukarestdage


Byen fejrer 550 år. Vi sidder sammen Jonas og Clementina og får en øl. Sendt fra mobil.

onsdag den 16. september 2009

mandag den 7. september 2009

Vi havde en dejlig tur til Brasov denne weekend. Lørdag til mandag havde vi en miniferie i det transylvanske. Vejret var godt om lørdagen, men ellers ret vådt og gråt. Det gjorde dog ikke noget. Det kunne have været værre. Vi var ude og spise lørdag aften på vores "stamsted" i Brasov. Vi fik som sædvanligt rigtig god mad flot serveret. Søndag var vi en tur i Bran, som sælges som Draculas hjemsted, selvom Vlad Tepes, som Dracula er "modelleret" over, kun tilbragte et par dage på slottet der. På dette billede er vi inde på slottet:
Vejret gav nogle flotte effekter i bjergene, hvor tåge/skyer lå i små totter mellem træerne:
I morgen har vi 2 års bryllupsdag. Denne lille tur var for at fejre dette, samt slappe lidt af. Begge dele lykkes fint. :)
Her er Bran slot set lidt på afstand. I virkeligheden boede Vlad Tepes Dracula på et andet slot et helt andet sted i Rumænien kaldet Poienari. I Bran har man blot forstået at markedsføre sig på at være Draculas hjemsted. Men flot ser det da ud. Vlad "The Impaler" Tepes var faktisk ret vellidt af folket - i hvert fald af de mindre heldigt stillede, da han ofte bekæmpede de rige, og sørgede for de fattige, som en anden Robin Hood. Han blev dog berygtet på de metoder, han brugte, når forbrydere skulle henrettes. Han holdt af at spidde dem på stolper, så de kunne stå til offentligt skue, og alle kunne se, hvad der skete med dem, der ikke overholdt loven...

fredag den 4. september 2009

I morges kom jeg under 93 kg for første gang i lang tid. :-) Måske når jeg igen ned på 85 på et tidspunkt...

onsdag den 26. august 2009

Jul i DK

Så er billetterne købt.
Ankomst Aalborg: 4. december 2009 - 17:50
Afgang Aalborg: 3. januar 2010 - 06:45

onsdag den 19. august 2009


I weekenden var vi igen en lille tur i Robesti. Vejret er stadig varmt og dejligt, så vi var udendørs det meste af tiden. Her står jeg lige og poserer lidt foran blomsterne i indkørslen.
Forrige uge havde vi ellers lidt af en oplevelse på vej hjem fra fitness. Vi kom gående fra sporvognen på vej hjemad. Vi passerer nogle blokke på vejen, og uden for en af opgangene ser vi en mand i trediverne stå og råbe ad en ældre kvinde. Han påstår at hun har slået hans 75-årige mor og dasker ud efter hende og slår hende et par gange på kinden og munden, så hun kommer til at bløde. Jeg bærer rygsækken med vores træningstøj, og med den foran mig stiller jeg mig imellem for at stoppe ham. Han er tydeligvis fuld eller måske påvirket af et eller andet. Det virker nogenlunde og han prøver ikke at slå på mig. Han begynder at trække ind i opgangen, kommer tilbage og jeg står igen imellem. Han går så helt ind, samtidig med at Dani ringer efter politiet. Inden de ankommer, kommer manden ud igen og styrer igen mod den ældre dame, som vi finder ud af er 60 år, og som aldrig har slået hans mor eller andre. Hun har kendt denne fyr siden han var barn, og han har åbenbart altid været utilregnelig, og har sikkert selv slået sin mor. En anden nabo kommer til, og han og jeg holder nogenlunde fyren på afstand. På et tidspunkt er han meget påtrængende overfor damen, og det ender med at naboen trækker en peberspray og sprøjter fyren i ansigtet. Ikke meget, men nok til at han fortrækker sig, og står og gnider øjnene. Samtidig ankommer politiet og de tager over og får styr på situationen. Vi giver vores oplysninger til den ene betjent, og går derefter hjemad på rystende ben. :) Vi har ikke hørt mere til sagen - de har sikkert ikke behov for vidneudsagn, da fyren blev ved med at råbe og virke agressiv, selv da politiet var kommet. Den ældre dames børn kom også, da hun havde ringet til dem, og de bekræftede at denne mand ikke var helt normal, og at han sandsynligvis selv havde slået sin mor. Uden at vide det, så tror jeg, at han ikke var ukendt hos politiet.

På arbejdet går det okay. Efter en lidt stille periode, er jeg nu ved at blive lidt involveret i en kvalitetskontrolproces for de websider vi producerer, for at forbedre den tekniske kvalitet. Jeg er også involveret i en forbedring af siderne, der præsenterer Compaq produkter plus andre småting.

Til familien: Vores foreløbige rejseplaner i forbindelse med Danmarksturen i december ser ud til at blive med udrejse den 6. december og hjemrejse den 3. januar, men det er ikke helt sikkert endnu. Vi skal først lige have bestilt flybiletterne. Vi har ikke tænkt os at tage fridage, andet end den 24. og dagene mellem jul og nytår. Hvis I har nogle fridage, kan det dog være, at vi også kunne holde fri. I øvrigt... I må gerne sende ønskesedler snarest. :D

onsdag den 12. august 2009

Mon det var en meget dyr undersøgelse, DR havde fået lavet?
De får i hvert fald det meste ud af den... skriver to artikler. Samme journalist. Så det er sandt - der er to sider til alting. 5 ud af 6 borgere er ikke bange for Influenza A... men uha, hver sjette frygter døden fra influenza...

Måske skulle de kun have publiceret én af disse to historier.... :-)

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/08/11/122157.htm
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/08/12/203708.htm

onsdag den 5. august 2009

Så havde vi lige et jordskælv igen. Klokken 11 lokal tid. Denne gang var epi-centeret ud for kysten ved den rumænsk/bulgarske grænse. De første meldinger siger, at styrken var 4,7 - 5,1. Det føltes ret kraftigt i Bukarest, men der er dog ingen skader. Det var med tydelige sidelæns bevægelser - ikke rigtig noget op og ned. Måske er bygningen, jeg arbejder i, ret fleksibel mht. jordskælv, så den kan give sig fra side til side, og det var derfor det føltes tydeligere.

Nå, men vi er okay, og intet er sket med bygninger. :)

Ellers går det godt. Vi investerede i en ny dør til lejligheden i weekenden, istedet for dobbeltdørene, vi havde før. I dag er svigermor i byen, og har en håndværker med, der kan lave væggen omkring døren fin igen.

Vi tager på en lille weekendtur til Obzor ved Sortehavskysten i Bulgarien 5.-7. september sammen med Dori og svigermor. Vi kører selv. Det tager ca. 4 timer fra Bukarest, så det er ikke slemt. Det skal blive dejligt med en lille ekstra-ferie.

Om et par dage er det 3 år siden, jeg flyttede til Rumænien. Det er ikke til at tro, men tiden flyver afsted.

fredag den 24. juli 2009

mandag den 20. juli 2009

Det er lidt varmt

I denne weekend har vi været til bryllup hos en af mine kollegaer. Det blev holdt i Buzau, så vi overnattede hos svigermor. Det var et fint bryllup. Det blev holdt i den restaurant, hvor vi fik suppe dagen efter vores bryllup. Der var nok omkring 70-80 mennesker, så det var en lille fest, efter rumænsk bryllupsstandard. :)


På lørdag er det Adis fødselsdag. Så tager vi til Buzau (Robesti) igen for at fejre ham. Han fylder 54, så det er ikke noget særligt med fest eller andet.

Vejret har været utroligt varmt på det sidste. Hver dag er der over 30 grader og nogle dage over 35. Der er forudsagt op til 39 på fredag... pyha.

På onsdag aften tager jeg med et par kollegaer ud og bowle. Vi har været afsted før, og det er altid meget hyggeligt. Vijay kommer også med, da han kender alle, fra dengang han arbejdede hos HP.

På arbejdet går det fint. Der er feriestilhed for mit vedkommende, så det er ikke så anstrengende. Men det varer jo nok ikke ved, da folk snart kommer tilbage og begynder at lancere webkampagner igen...

torsdag den 9. juli 2009

Milano & U2

Klik "Play" knappen midt på billedet for at starte slide-show. Klik på knappen nederst til højre for at lave billederne fuldskærm.




fredag den 3. juli 2009

I dag er min 3 års jubilæumsdag hos HP.

På mandag tager vi til Milan for at se U2 koncerten onsdag aften. :D

torsdag den 25. juni 2009

Marmaris, Tyrkiet



Så er vi kommet hjem fra en dejlig ferie i Marmaris.

Vi boede på et lækkert hotel, som lå lige ned til stranden. Det havde også svømmepøl, og vi skiftede lidt mellem at være på stranden eller ved pølen.

Det var en rigtig afslapningsferie, hvor vi ikke lavede alverden. Vi lejede dog en bil en dag og kørte en lille tur til Iztuzu (Skildpaddestranden), hvor flere arter skildpadder lægger æg. Vi så dog ikke nogen skildpadder... Vi var der midt på dagen, og de kommer sikkert mest op om natten, hvor de ikke risikerer at blive stegt i solen.

Marmaris kan helt klart anbefales som feriested. Det er en rolig by, men stadig med mulighed for diskoteker eller barer, hvis man er til det

Flere billeder her

mandag den 22. juni 2009

Live fra Marmaris

Sidder lige ved hotellets computer og surfer lidt, inden aftensmaden kommer paa bordet. Hver aften er der kaempe buffet med alt, hvad man kunne taenke sig. Det samme gaelder til morgenmaden.

Vi har det rigtig godt, selvom en lettere omgang feriemave er blevet klaret med medbragt medicin. :) Vi er begge ved at vaere velstegte og gyldne i huden. Ingen forbraendinger denne gang.

I morgen har vi lejet en bil, og saa koerer vi en tur til noget, der hedder "Turtle Beach", som ligger omkring en times koersel vaek, hvor en skilpaddeart yngler. Jeg ved dog ikke, om der er nogen lige nu, men det er generelt et meget sevaerdigt sted. Man skal sejle dertil fra Dalyan, ca. 20 minutter.

søndag den 7. juni 2009

På besøg i Robesti


Vi var en tur i Robesti for at besøge svigerfamilien denne weekend. På vej derop stødte vi på denne fyr og 2 af dens søskende. De sad på hver deres elpæl langs med vejen. Denne her blev dog lidt nervøs, da vi stoppede, og jeg steg ud for a tage billeder. Jeg fik dog et par stykker, inden den fløj sin vej.

Det var et stille og roligt ophold. Det var meget varmt, så vi nød vejret og spiste is på den overdækkede terrasse. På vej hjem besøgte vi Danis bedsteforældre som sædvanligt. De har det godt, omstændighederne taget i betragtning. Gheorghe havde selv rejst sig op at sidde, og så rimeligt frisk ud. Han kan dog ikke rejse sig - benene vil ikke længere. De var, som altid, glade for at se os.

I næste weekend skal vi til bryllup i Galati, som ligger mod nordøst ved Donau-floden. Vi tager toget fra Bukarest lørdag morgen, og overnatter på hotel deroppe, og kommer hjem igen søndag eftermiddag.

Da det er sommer, tog jeg (som sædvanlig) blomsterbilleder, som I kan se her, hvis I vil. Der er også et par stykker af mig og et af svigermor. Klik her

Siden fredag har vi haft supervarmt vejr. 30-35 grader. Det er dejligt, men også lidt belastende. det ser ud til at fortsætte, så langt som vejrudsigten kan se. Dog med nogle dage med tordenbyger, men stadig 30+ grader.

søndag den 31. maj 2009

Engle og dæmoner og fødder

I dag har vi været i biografen og se Engle og Dæmoner. Jeg syntes, det var en god film. Det var lettere at følge historien i denne film. Jeg syntes godt, at Da Vinci Mysteriet kunne være lidt svær at forstå til tider. De to danske skuespillere gjorde det godt, selvom Nikolaj Lie Kaas' rolle var lidt tynd mod slutningen...

På rumænsk er der ikke noget ord for fod... man bruger det samme ord for både ben og fod. Det kan godt være lidt forvirrende nogen gange... "Picior".

Vi havde elendigt vejr i går, men i dag er det godt igen. :)

lørdag den 30. maj 2009

Lækre kager


IMG_0003
Originally uploaded by danlarsen98

Vi købte et par kager i dag. Her kan I se, hvor lækre de var. :)

tirsdag den 26. maj 2009

Torvegrønt


veggies, originally uploaded by danlarsen98.

Efter arbejde var vi lige en tur på torvet. Torvet ligger ved Obor og er det største af de mange torvepladser i Bukarest. Det er tæt på, hvor vi bor. Nogle gange har vi gået derhen, men i dag tog vi dog sporvognen de to stop hjem. Her er hvad vi fik for i alt 25 kroner: 1 kg æbler, 2 nye hvidkål, 1 kg agurker, 2 bdt dild, 5 løg og godt et halvt kilo tomater.

Det er meget varmt i disse dage, og rumænske produkter vælter frem på torvet til lave priser. Der er også jordbær til 8 kr. kiloet, men de bliver lidt billigere om et par uger.

søndag den 17. maj 2009

Nu er det varmt

30 grader i skyggen. Det er hvad, vi har haft de sidste dage, og det ser ud til, at det er, hvad vi får i ugen, der kommer. Men jeg beklager mig ikke. Jeg synes, det er dejligt. :)

I denne weekend har vi været i Robesti hos svigermekanikken. Vi lavede ikke noget særligt, andet end at nyde vejret. Vi fik kaffe på terassen, og Adi og jeg gik tur med hundene. Her er et billede af Dani og mig i haven.
Der var unger hos kaninerne, og Adi havde nyindkøbte kyllinger af både høns og kalkuner. De stod på græsset i en lille indhegning. Om natten kom de ind i garagen med varmelampe. De er ca. 10 dage gamle her:



Sidste weekend var vi en tur i zoologisk have sammen med Vijay og familie, Dori og Alex, en kollega fra mit arbejde. Det var en hyggelig tur. Der var mange mennesker i zoo, men det var godt vejr og dyrene så ud til at have det godt. Vi sluttede turen af med at spise i det nærliggende storcenter. I tirsdags var Alex og jeg ude og spille lidt pool og dart. Vi skulle have bowlet, men da Vijay blev syg, nøjedes vi med at spille pool. Det var også hyggeligt. Jeg vandt - men ikke stort. :)

Hej Klaus. Det er rart at vide, at andre end familien finder min blog interessant. Min kone og jeg kunne godt tænke os at høre lidt om, hvordan I mødtes, og hvordan det er for din kone at bo i Danmark. Har det været let at finde arbejde, osv.? Du kan evt. skrive på min email, hvis du ikke vil dele det offentligt: dan.s.larsen@gmail.com

tirsdag den 5. maj 2009

Det ser ud til, at det endelig er ved at blive sommer i Bukarest. Det har trukket noget ud, og foråret har ikke helt villet slippe taget, så der har været en del regnfulde og kølige dage. Selvom der stadig er regnbyger på programmet, så er temperaturerne ved at kravle op ad termometeret, og i dennu uge får vi 20-25 grader. Et kig på langtidsudsigten viser stigende temperaturer for næste uge.

Som altid er vores gæsteværelse åbent for hvem, der skulle have lyst til at besøge os. :)

Jeg har "læst" Drageløberen som lydbog. Den gjorde et stort indtryk, og vi så efterfølgende filmen. Der manglede en del fra bogen, men ellers var historien også god som film, selvom jeg synes, at en fortæller til at binde scenerne sammen kunne have været et stort plus. Nu er jeg åben for næste bog - eventuelt den anden bog fra samme forfatter. Eller hvis I har andre forslag, modtages de gerne. :)

I weekenden købte vi et nyt bord til akvariet. Det skuffemøbel, det står på nu, er fra IKEA, og er ikke bygget til at bære et 100 kg tungt akvarie. Det buler lidt nedad på midten, og det fik også nogle skrammer, da vi flyttede. Nu har vi købt et rigtigt akvariemøbel, som er stærkt og har ekstra støtte på midten. Det er dog i lyst træ/laminat, så det passer ikke så godt til vores kirsebær-farvede reoler. Vi har prøvet at lakere det på bagsiden med en farvet lak, men det virker ikke så godt, så vi lader det nok forblive lyst. Det gamle møbel er også i bøgelaminat, så vi burde være vant til det.

Vi var i biografen sidste weekend for at se Monsters vs. Aliens - men da det viste sig at være en version med rumænsk tale, valgte vi i stedet at se "He's just not that into you" (Han er bare ikke vild med dig). Det var en ok film, selvom jeg dog godt kunne have brugt lidt mere action eller i det mindste en pointe. :) Af andre film vi har set (via download) kan nævnes: Twilight (Tusmørke), Horton hears a Who (Horton og støvfolket Hvem), Role Models, Rendition (Afsløringen), Bolt, Gran Torino, Marley & Me, Ocean's 11, 12, 13, Vicky Christina Barcelona samt en masse afsnit af tv-serien "Heroes" og "House MD".

lørdag den 25. april 2009

Jordskælv

For en time siden havde vi et jordskælv i Rumænien. Det målte 5,3 på Richter-skalaen. Epicenteret var nær Focsani, som ligger ca. 250 km nord for Bukarest. Vi kunne føle det meget tydeligt her i Bukarest. Vi sad og så tv, da glassene klirrede og vandet i akvariet skvulpede. Dani var hurtigst til at opfatte, hvad der skete, og fik os begge hen i døråbningen, for at vi kunne være i sikkerhed, hvis ting begyndte at falde ned. Men det blev dog ikke værre, og var overstået på nogle sekunder.

Det var min første oplevelse med et jordskælv, og selvom jeg ikke har været bange for, at det skulle komme, så må jeg sige, at jeg alligevel blev ret skræmt. Lige i nuet var det ikke slemt, men bagefter galopperede hjertet noget, og adrenalinen pumpede rundt i årerne. Det gik over i løbet af et kvarters tid, og nu har jeg det fint igen. :)

Her er en website, hvor man kan se real-time information om jordskælv i hele verden de sidste 48 timer: http://www.emsc-csem.org/index.php?page=home&sub=gmap

søndag den 12. april 2009

God påske

God påske til alle. Jeg håber, at I har nydt fridagene og samværet med familien. Forhåbentligt med en snaps og en kylle-øl?? :) Vi har endnu en uge, inden vi fejrer påsken her. Vi tager til Robesti på lørdag og tilbringer påskedagene der, indtil vi kommer hjem mandag aften.

fredag den 10. april 2009

Mystery visitor

Jeg kan se statistik over besøgende på min blog (jup, Big Brother is watching ;)).

Jeg har en besøgende fra Bosnien ifølge disse statistikker, og jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvem jeg kender i Bosnien, som kunne være interesseret i regelmæssigt at læse om mit liv her i Rumænien. :)

Personen kommer regelmæssigt, og altid via en søgning på Google med ordene "Dan Larsen Bucharest hp".

Hvis det er dig, er jeg meget interesseret i at lære dig at kende, da jeg synes, det er interessant at nogen i Bosnien, som kan dansk, gider læse min blog. :)

Så, hvis du vil, er du meget velkommen til at skrive en lille kommentar. Hvis du foretrækker at forblive anonym, er det også ok. :)


onsdag den 8. april 2009


I går mødte jeg Marian. Jeg har kun kendt ham i 2 uger, siden han skrev en kommentar på min blog her. Han er rumæner, men har boet i Danmark i 17-18 år og er dansk statsborger. Det passede tilfældigt med, at han skulle til Rumænien og besøge sin familie, så vi aftalte at mødes til en fyraftensøl. Vi mødtes i centrum og fik en øl og noget at spise på en restaurant i shopping center Unirea. Vi snakkede i en times tid om alt muligt fra politik til sprog, og fra familie til arbejde og kultur. Det var meget hyggeligt, og det var dejligt at snakke lidt dansk. Jeg håber, at vi evt. kan besøge ham og hans kone, næste gang vi er i Danmark.

Hej Marian! Jeg håber, at du er kommet godt hjem, og at Helle blev glad for gaven. :)

søndag den 5. april 2009


Billederne kan forstørres ved at trykke på knappen nederst til højre efter at have trykket "play".

Det vejr jeg sukkede efter i det sidste indlæg er nu kommet. Efter lidt flere kølige dage, er det nu endelig blevet varmere. De sidste dage har vi haft over 20 grader om dagen. Vi har udnyttet det dejlige vejr og har været en tur i parken. I dag gik vi til torvet og købte lidt blandede grøntsager. Vi fortrød hurtigt, at vi havde taget vores jakker på, for det var for varmt at have dem på. Vejrudsigten lover, at dette vejr fortsætter, så langt man kan se. :)

lørdag den 21. marts 2009

Vi har brugt lidt penge på rejser de sidste dage. Altså, vi har ikke været ude at rejse, men vi har bestilt vores sommerferie. Vi tager en uge til Marmaris i Tyrkiet sidst i juni. Vi har bestilt charterfly gennem et rumænsk rejsebureau. Hotellet har vi købt over nettet fra TUI, som er et tysk rejseselskab. Vi skal bo på Sunrise Hotel midt i Marmaris meget tæt på stranden.

I juli skal vi til Milano og se koncert med U2 sammen med Dori. Vi har købt billetterne til koncerten, og er ved at finde transport og hotel. Det bliver kun en kort tur på 3 dage, med koncertdagen i midten.

Vi glæder os meget til begge dele!

Foråret er så småt ved at indfinde sig i Bukarest. Det er dog ikke så varmt endnu, og vi har stadig en smule frost om natten nogle gange. Men træerne er ved at have nogle synlige knopper, og frugttræerne har også tegn på, at blomsterne er ved at være klar. Det er dejligt, men det ville være dejligere med 5-10 grader mere om dagen... :) I det mindste er dagene nu længere end nætterne fra i dag.

I dag har Dani repræsenteret HP på et job-expo. Hun har været det før, men denne gang var det tydeligt, at der er mange flere jobsøgende på markedet. Der var rigtig travlt, og de fik mange cv'er med hjem. Bagefter hentede jeg hende, og vi fik frokost på en libanesisk restaurant. Det er et meget populært sted, og vi var heldige med at få et bord, selv om klokken var næsten 16 og man skulle tro, at frokosttravlheden var forbi. Vi fik noget godt mad. Dani fik humus og falafel, og jeg fik nogle vinblad-ruller med risfyld og nogle indbagte kyllingekugler.. det er noget krydret kylling, der er bagt inden i en skal af groft hvedemel.

Vi håber, at alt går godt i Danmark, og at alle er sunde og raske. I er altid velkomne til at skrive en lille kommentar til indlæggene. :)

tirsdag den 3. marts 2009

I søndags var det Martisor, som er en hyldest til foråret. Det fejres hvert år den 1. marts. Det er samtidig en slags valentine's day, hvor man giver gaver til sine kære. Det bruges også, at give en lille blomst eller smykke til ens kvindelige venner. I går, som var første arbejdsdag efter 1. marts, så jeg mange mænd slæbe blomster med på arbejde... og på vej hjem, så jeg mange kvinder med "dagens høst" under armen. :)

8. marts er det kvindernes internationale dag, og i Rumænien er det også denne dag, der er mors dag.

Det går fint på arbejdet. Der er ikke sket de store ændringer. Vi har fået kedelige nyheder om, at vi sandsynligvis bliver sat 5% ned i løn til efteråret som følge af den international finanskrise. Det kommer efter, at vi ikke fik nogen lønforhøjelse i december som vanligt. Samtidigt med dette er kursen på euro blevet næsten 25% højere... og for mange betyder det en højere husleje, da de har aftalt lejeprisen i euro, eller de har et boliglån i euro. Vi har heldigvis ikke det problem, så vi klarer os nok.

Jeg læser meget om skatteændringer i Danmark. Her er der også en ændring, nemlig at skatten er hævet med 1% til at dække øgede sociale udgifter på statsbudgettet for 2009.

Så det ene med det andet gør, at det ikke ser alt for optimitisk ud for markedet her i øjeblikket.

Piggy er kommet hjem med fin ny kofanger. Vi kalder vores bil Piggy, fordi den har nummerplade med B 65 PGI. Der var ingen problemer med reparationen - alt blev betalt af modpartens forsikring.

onsdag den 18. februar 2009

I går havde vi taget fri fra arbejde, så vi kunne køre bilen på værksted. De havde fået delene hjem, så vi afleverede bilen om morgenen. Vi kan nok hente den i morgen.

Derefter var vi forbi min bank for at hente et nyt Visakort, da det gamle udløber denne måned. Heldigvis var det automatisk blevet fornyet og sendt til den bank, jeg havde fået det første lavet, så jeg skulle bare kvittere for modtagelsen. Vi besluttede også, at åbne en opsparingskonto, hvor pengene er bundet i 3 måneder af gangen. Til gengæld får vi så 14,2% i rente pr. år. Man kan også få ret gode renter på euro - op til 7% afhængigt af hvor mange penge, man sætter ind.

Derefter tog vi ind til byen. Vi tog på kontoret for udlændinge, og jeg fik fornyet mit EU-borger registreringsbevis med vores nye adresse. Det gik ganske smertefrit.

I lørdags var vi ude at spise om aftenen sammen med Vijay, Isabela og Aisha. Det var jo Valentinsdag, så der skulle være lidt hygge. Vi var igen på den iranske restaurant, hvor vi havde været for et par uger siden. Det var hyggeligt, selvom det er ret krævende at have en 1 år og 2 måneder gammel pige, der lige har lært at gå... Nå ja, og imens vi var der, opdagede hun også, at hun havde næsebor, og at hendes fingre passede fint i de huller.....

søndag den 8. februar 2009

Siden uheldet for 2 uger siden, har vi været hos modpartens forsikringsselskab for at få vurderet skaden, samt at få udfærdiget papirer, der siger, at de betaler for udbedringen. Vi har været på værkstedet, som de samarbejder med, og nu venter vi på, at de får de dele hjem, som skal skiftes på vores bil (kofanger og højre forlygteglas).

Vejret har været rigtig flot de sidste dage. Temperaturen har været over 15 grader, og solen har skinnet flot. Jeg fik vasket vinduer igår, og det var i det hele taget dejligt vejr, der inspirerede til at være udenfor. Vi var ude at spise på en iransk restaurant. Det var lækker mad, selvom stedet ikke så ud af meget udefra. Det kunne godt trænge til en kærlig hånd, så stedet så lige så godt ud, som deres mad smagte. Det var en for-valentines-dag-frokost. På lørdag bliver vi hjemme, og bestiller eller laver noget god mad selv.

Sidste weekend så vi 2 x melodi grand prix. Der var det danske, som vi så på computeren (DR1 havde stream for udlandsdanskere), og der var det rumænske på tv. Den danske vinder var ikke så ringe - vi tror, den har en rimelig god chance. Den rumænske var ikke lige vores favorit. Den vandt på grund af jury stemmerne, kombineret med at have fået 3. eller 4. flest stemmer fra seerne. Måske går den videre fra semifinalerne, men i finalen tror vi ikke den klarer sig så godt.

lørdag den 24. januar 2009

Trafikuheld

Så var vi involveret i et færdselsuheld...

Vi kom kørende på en to-sporet vej på vej hjem fra indkøb i Carrefour. Vi kører i spor 2, for normaltvis holder der biler parkeret i spor 1 her og der.

Vi ser en bil bakke ud fra at være parkeret på fortovet ved en restaurant, og jeg regner med, at han bliver holdende i spor 1, indtil han kan flette ind i trafikken. Men det gjorde han så ikke... I stedet laver han en flot u-vending for at køre i modsatte retning... uden at se sig tilbage... og derved så han ikke, at vi kom kørende sammen med andre biler.

Jeg hamrer bremsepedalen i bund, og vi skrider stille og roligt ind i ham... vi rammer dog ikke voldsomt hårdt. Her er resultatet på vores bil:
Vi rammer hans venstre baghjul og får kun ridset alufælgen lidt:

Men så er det, at en ung kvinde i en anden bil kommer og passerer vores bil på sporvognsskinnerne i midten af gaden. Hun forbikører vores bil i spor 2 og hamrer ind i snuden på den bil, vi ramte. Side-airbags aktiverer i hans bil og fronten bliver fuldstændig smadret/slået af. Hendes bil bliver beskadiget ganske grundigt i forreste, højre side. Ingen kommer dog noget til. Ikke en skramme på nogen af os.
Den bil, der startede det hele med den sindsyge manøvre, kom til at se sådan ud:



Den står på sporvognsskinnerne, og der danner sig snart en ret lang kø af sporvogne. Vi kan ikke flytte den, for hjulene er blokeret. Chaufføren i den første sporvogn ringer efter et fejeblad, der kan komme og fjerne bilen. Da den er på lad, kører vi alle til politiet. De har et særligt kontor, der udelukkende tager sig af rapporter i forbindelse med færdselsuheld uden personskade.
Ham, der forårsagede hele uheldet, er tyrker og ikke fastboende. Han kommer sammen med indehaveren af bilen, som han havde lånt. Efter 2,5 timer bliver det endelig vores tur, og betjenten tager rapport. Vi skulle alle udfylde en ulykkesbeskrivelse og opgive forsikringsoplysninger osv. Han besigtiger også bilerne og laver en "kvittering" til brug for reparationer til forsikringen. En halv time senere kan vi endelig køre hjem.
For os var der kun mindre skade, men vi skal da have det lavet. Vi vil prøve at se, om vi kan komme på værksted i løbet af ugen. De to andre var meget mere beskadiget, og det var lidt skræmmende at være med i sådan noget. Men heldigvis kom ingen til skade, og alt blev ordnet i fordragelighed.

torsdag den 22. januar 2009

Så er det hverdag igen efter juleferien. Eller, det vil sige, jeg havde jo sådan set ikke ferie, udover de par helligdage, der var.

I søndags var vi med Cristiana og Alex på en udendørs skøjtebane i Cismigiu park i midtbyen. Jeg nøjedes dog med at kigge på, da jeg ikke er en særlig habil skøjteløber. Bagefter var vi hjemme hos dem for at fejre, at de var blevet forlovet dagen før. De vil giftes i sommeren 2010.

Nu jeg skriver om at blive gift, så er vi blevet inviteret til bryllup i juni. Det er hos hende, der greb/stjal buketten fra Pia ved vores bryllup men dog gav den tilbage. :)

Vi har ikke haft meget sne, kun en uges tid, hvor vi havde omkring 5 cm på jorden. Nu er det blevet noget varmere, efter de 3-4 uger med temperaturer under 0 hele døgnet. I dag har vi delvis solskin og omkring 9 grader.

Jeg er blevet spurgt, om jeg vil være fadder for Julie, og det vil jeg selvfølgelig gerne. Jeg er bare ked af, at jeg ikke kan være med ved dåben. Jeg håber ikke, det betyder noget, at jeg nu tilhører den ortodokse kirke. De grundlæggende ideer er jo de samme. Begge trosretninger døber i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn...


torsdag den 1. januar 2009

Godt nytår!



Udsigten fra vores lejlighed kl. 0.00.