tirsdag den 29. juni 2010

I dag er vi trådt ind i den digitale tv tidsalder. :)

Vi har skiftet abonnement og har nu en set top box til digital modtagelse af tv. Vi har dermed også fået flere kanaler, da der tilbydes langt flere kanaler digitalt. Vi har 101 kanaler - dog er nogle af dem kodet, da det er betalingskanaler med film. Vi kan heller ikke se de HD-kanaler, der findes i netværket (5-6 stykker) da STB ikke understøtter MPEG4. De havde ikke flere HD bokse, så vi håber, at vi kan skifte på et tidspunkt. Vi har alligevel ikke et HD fjernsyn, så det gør ikke så meget lige nu.

Sikke klare billeder, der er på alle kanaler nu... :)

søndag den 27. juni 2010

Det bliver dyrere...

Rumænien hæver momsen fra 19% til 24% med effekt fra 1. juli.

Offentligt ansatte kan se frem til 25% lønnedgang og omstruktureringer med mange fyringer.

Begge dele er et forsøg på at holde betalingsbalancen på et rimeligt niveau, som kan tilfredsstille den Internationale Monetære Fond, så de udbetaler næste pose penge i det lån Rumænien har fået til at hjælpe landet gennem krisen.

lørdag den 19. juni 2010

Rumænske penge

Når jeg kigger på statistikken for, hvordan folk kommer til min blog, kan jeg se, at rigtig mange ender på disse sider ved at søge på Google efter "rumænske penge", så det synes jeg, at jeg ville skrive lidt mere om.

Indtil nu, har jeg kun haft et lille indlæg for flere år siden, som ikke helt dækker området. Og da jeg tror, at flere og flere får øjnene op for Rumænien som turistmål, vil jeg uddybe lidt mere.

For rumænerne er de mønter og sedler, der er i omløb, stadig svære at regne med - forstået på den måde, at de ikke helt har styr på værdien af f.eks. en 10-lei-seddel. Grunden til denne forvirring er, at 1 juni 2005 denominerede Rumænien sin valuta. På grund af enorm inflation efter revolutionen i 1989 var den rumænske leu nærmest værdiløs. 1 dansk krone var lig med omkring 20.000 (tyve tusind) lei... Da dette medførte, at selv en simpel ting som et brød kostede mange tusinde lei, var det blevet mere og mere besværligt at regne priser ud. Forestil jer prisen på et tv eller lignende... der talte man om mange millioner.

Det man så valgte at gøre, var at fjerne 4 nuller fra sedlerne... således blev 10.000 lei forvandlet til 1 leu. Denne division med 10.000 er årsag til stor forvirring endnu i dag. Det er nemlig ikke så nemt, som man skulle tro at lave denne omregning i hovedet. De nye sedler ligner også de gamle på en prik, bortset fra tallet. Dette gør det nemt at genkende en seddel fra gamle dage og huske dens købekraft. Derfor bruges det stadig i vid udstrækning at omtale en ny 100-lei-seddel som "en million". En 1-leu-seddel omtales ofte som "titusind".

Dette fænomen var grunden til min oprindelige post i 2006, og det er (desværre) stadig aktuelt i dag. Jo, flere og flere går over til at bruge de nye værdier, og siger faktisk "fem lei" i stedet for "halvtreds(tusind)" - men mange ældre (og en stor andel af unge) bruger stadig næsten udelukkende de gamle nominationer.

Jeg prøver sommetider at omvende folk på arbejdet, men det er nærmest umuligt. De siger, at de ikke kan finde ud af at regne med de nye sedler (selvom beløbene er mindre), da de ikke rigtig kan gennemskue den "egentlige" værdi, som de er vokset op med. Jeg kan forestille mig, at det er noget lignende, der sker i de lande, der indfører euroen. Jeg ved da også fra migselv, at jeg stadig af og til omregner til danske kroner, for at "fatte" værdien eller prisen på en vare - især større beløb.

I Rumænien benyttes euroen ofte som grundvaluta for handler, der omfatter større beløb (hushandler, bilkøb). Også når der tales om abonnementer, bruges ofte euro som grundvaluta. F.eks. angives husleje næsten altid i euro. Og når det så skal betales, omregnes til dagskurs. Det samme gælder for mobilabonnementer, visse kabel-tv-selskaber og andre. Det er en skik, der stammer fra dengang leu'en var meget flyvsk og inflationen var stor. I dag er den rimelig stabil overfor euro'en, men frygten for en pludselig ændring ligger stadig i luften, og derfor sikrer firmaer og private sig ved at fastsætte priser i euro, da værdien af denne overfor andre valutaer (dollars) er ret stabil. Derved kan man sikre sig mod et pludseligt tab, hvis leu'en taber i værdi.

På hjemmesiden for den rumænske nationalbank kan man se de nuværende, og de forrige mønter og sedler afbilledet.

1 leu = 2 danske kroner. Dette forhold har været ret stabilt de sidste mange år.

Hvis man kommer som turist, er der ingen grund til at veksle hjemmefra. Det er bedre at medbringe sit Visa eller Mastercard, da dette accepteres i langt de fleste større butikker. Man kan stadig finde en del mindre butikker, som ikke har kortlæser. I disse tilfælde findes der som regel en pengeautomat tæt ved, da udbredningen af disse er meget stor (i større byer - på landet er de sværere at finde).

Hvis potentielle turister læser dette og har spørgsmål, er I velkomne til at skrive en kommentar - så vil jeg komme tilbage til jer hurtigst muligt.

fredag den 4. juni 2010

Jean Michel Jarre - All In One Show

I går var vi til koncert med Jean Michel Jarre. Han havde bragt sit "All In One Show" til Bukarest. Koncerten blev holdt i Sala Polivalenta - samme sted som Viborg HK for nogle uger siden vandt over Oltchim i håndbold Champions League. :)

Selvom han selv bekriver det som en "intim-koncert", så synes jeg nu, at det var storslået nok. Men sammenlignet med hans store udendørs produktioner, så var dette dog nok ganske lille. Han havde et rigtig flot lysshow med masser af lasere i alverdens farver. Da vi sad bagerst i salen, havde vi et flot overblik over det hele - jeg tror, dem der sad oppe foran ikke har kunnet fornemme lysshowets kvalitet så meget. Denne turne er en slags "greatest hits" turne. Han spillede mange af de største favoritter fra forskellige albums - fra Oxygene, Rendezvous til Souvenir du China. Det største hit er selvfølgelig Rendezvous No. 4. :)

Jeg købte en tur-t-shirt som souvenir. :)

torsdag den 3. juni 2010

I næste uge skulle der blive 30+ grader i Bukarest. Dejligt nok. :)