søndag den 20. april 2008

Palmesøndag, kursus, Burger King, McDonald's, KFC, porrer, Botanisk Have.

I dag er det Palmesøndag, eller som det hedder på rumænsk: Duminica de Florii. Direkte oversat betyder det "blomstersøndag". Det er samtidig navnedag for alle, der hedder noget blomsterrelateret (f.eks. Violeta, Florin, Iris, Florina). Det bruges også meget at købe pilegrene eller syrener og sætte dem i vase i hjemmet.

I sidste uge var jeg på kursus i 3 dage fra onsdag til fredag. Det var et kursus om risikostyring i projekter - sådan noget med at forsøge at forudse det uventede og tage de rette forholdsregler på forhånd. Jeg synes, det var et godt kursus, og at jeg fik noget ud af det. Man kan nok aldrig bruge alt, hvad man lærer på sådanne kurser, men de overordnede principper var gode at tage med derfra.

I fredags åbnede et nyt shoppingcenter ved siden af IKEA. Det hedder Baneasa Shopping City. Der er en del nye forretninger, som ikke har været representeret i Rumænien før. Den vigtigste er nok BURGER KING!!! Vi var der i lørdags, og jeg fik en Whopper menu. Godt nok er jeg på en slags slankekur (jeg har tabt 2 kilo), men jeg ville ikke undvære en Whopper. :) Da vi stod i kø ved Burger King så vi dette i køen ved siden af hos Kentucky Fried Chicken:

Image021
McDonald's-ansatte i kø for at købe KFC-mad. :D Gad vide om de kan blive fyret for det. Måske vælger de KFC, da de ved, hvad der er i McD-burgerne...

I dag købte Dani nogle porrer hos den lokale grønthandler. De var rimeligt store. Se selv:

Apr_08 024

I dag har vi været i Botanisk Have. Vejret var rigtig fint. Vi har haft 25 grader i dag, så det var på tide at finde shortsene frem. Hvis I klikker på billedet, kan I se flere billeder fra besøget.

Apr_08 047

Vi håber, at I alle har det godt. Tak til Frederik for at du har lagt nye billeder på din blog. Du ser sød ud, men også lidt fræk. :)

søndag den 13. april 2008

Sommerligt


Apr_08 011, originally uploaded by danlarsen98.

I denne weekend var vi en tur i Robesti hos Danis mor og Adi. Vejret var lækkert med 26 grader og halvskyet. Vi sad noget af tiden udenfor i deres pavillion og nød det gode vejr. Vi gik også en tur ned til floden og kiggede. Der var meget vand, da det havde regnet i bjergene dagene forinden. Vi havde Florica med; han er glad for at blive luftet lidt.

Desværre ser det ud til at næste uge bliver noget våd og kun 15-18 grader, så det er ikke så godt. Forhåbentligt vender det igen inden påske i ugen efter.



Der er flere billeder, hvis I klikker på billedet herover.

tirsdag den 1. april 2008

Vi holder ferie på Malta til sommer. Vi var på rejsemesse i weekenden og fik 1 ton brochurer. Vi havde egentlig planer om Tyrkiet, men det var altsammen så dyrt. Så da vi så et tilbud på Malta til €430/pers, valgte vi det. Det er en charterpakke inklusive halvpension (morgenmad + aftensmad). Vi kommer til at bo på Hotel Bella Vista i byen Qawra. Vi regner med at tage af sted midt i juni. Vi tager hen til rejsebureauet i weekenden og køber rejsen.

I morgen starter NATO topmødet i Bukarest officielt, men allerede den sidste uge, har der været mindre kaos i byen med afspærrede gader og generalprøver på kolonnekørsel osv. Statsledere fra hele verden vil være i byen, og på grund af det er befolkningen nærmest taget som gidsler, da dele af byen er lukket for adgang omkring Parlamentspaladset (Ceausescus palads). Det har dog også haft en positiv effekt, for der er nu blevet gjort pænt i de områder omkring paladset. Der er plantet blomster i pæne mønstre, og gaderne er endda blevet vasket med sæbe....(!) Der er rigtig meget politi overalt. Man har bragt betjente ind fra resten af landet -de er blevet udvalgt efter, hvordan de ser ud. Man ville ikke have alt for lurvede eller overvægtige betjente i gaderne. Men alt-i-alt er det nu meget spændende at følge med i... synes jeg.

Vejret har ikke været alt for godt på det sidste. Der er lidt køligere end normalt for årstiden. Det har regnet noget, og temperaturen kommer kun op omkring 10-15 grader om dagen. Nogle nætter er den næsten nede på 0. Vi var på torvet i weekenden, og udover nogle grøntsager, købte vi også nogle stedmoderblomster, som jeg har plantet i en altankasse på altanen. De hænger dog ikke udenpå altanen, men står indenfor. Jeg har også sået Flittiglise og nogle andre små, lilla blomster.

Vi har købt billetter til koncert med Kylie Minogue, som kommer til Bukarest 17. maj. Jeg glæder mig til at se hende igen. Showet i Aalborg for nogle år siden var godt, og jeg regner med at få et flot show at se denne gang også.

Det var alt for denne gang. Hilsner til alle. Håber I har det godt.