søndag den 24. juni 2012

Det er cirka en måned siden, jeg opdaterede min blog sidst, og jeg kan melde, at regnvejret er fortrukket og erstattet med meget varmt sommervejr. Dagtemperaturer på 30-35 grader er normen og med masser af sol. Nogle dage kan der komme lidt tordenbyger sidst på dagen, men det har nu ikke været så mange.
Vi prøver at klare varmen så godt, vi kan, men det er godt nok lidt svedigt om natten. Sofia er også påvirket, og er lidt mere pylret end normalt, men det kan også hænge sammen med, at hun er igang med et vækstspring, hvor hendes krop vokser hurtigere end normalt. Det sker normal omkring 6-8 ugers alderen, så det er jo nu. Det skulle være overstået på en uges tid.

Jeg har fulgt med i EM i fodbold, og har selvfølgelig heppet på Danmark. Det gik jo meget godt i starten, men det var nok mere, fordi hollænderne spillede ringe, end at danskerne spillede godt, at de vandt. :) Men generelt har det nok alligevel været en ok indsats. Som det ser ud nu, tror jeg, at tyskerne vinder over Spanien i finalen.

På arbejdet går det som vanligt. Der er dog store forandringer på vej i organisationen. Direktøren, der kom til posten i efteråret 2011, har nu godt gang i at få firmaet mere strømlinet og optimeret. Det er sandt, at der skal fyres 27.000 ansatte, men de fleste bliver nok ved naturlig afgang, hvor der ikke hyres en ny til at overtage deres job. Men det er den mindste af ændringerne. Generelt bliver hele systemet omorganiseret og gjort mere effektivt efter flere år med flere ansættelser, end der har været indkomststigninger til. Mit job ændres også, men jeg må ikke tale om detaljer på dette tidspunkt. Det er dog stærkt relateret til mit nuværende job med sociale medier, så det bliver ikke en kæmpe ændring.

Den 1. april viste jeg billeder af de ting, jeg havde sået på altanen. Jeg synes, det er tid til at vise, hvordan det ser ud nu:

 3 forskellige peberfrugtsorter/chili

 "Cayenne"

"Cherry chili" 

Tagetes 

Tomat (fået af kollega) 

Rød basilikum 

"Cayenne" 

Hele reolen.