onsdag den 31. december 2008

Julen 2008



Julen blev tilbragt i Robesti hos Cornelia og Adi. Det var 4 hyggelige dage med masser af spisning og afslapning. Der var meget koldt og der kom også et lille drys sne juledag.

Adi havde lavet diverse pølser og røget kød, som vi fik. I kan se udvalget på første billede ovenfor. For at starte slideshowet skal I klikke på den lille "play" knap nederst til venstre. I kan lave billederne store ved at klikke den lille knap nederst til højre.

Godt nytår til alle!

søndag den 21. december 2008

4. søndag i advent

I dag er det fjerde søndag i advent, og vi har tændt det fjerde lys. Nu er der kun 3 dage til juleaften.

Vi selvfølgelig også vores juletræ på plads og pyntet fint. På altanen har vi lys på ydersiden af rækværket.

Både Dani og jeg skal arbejde mandag til onsdag, og onsdag efter arbejde kører vi nordpå sammen med Dori og hendes hund. Det bliver nok... interessant... at have ham med i bilen. Til midnat skal vi i kirke, og de næste dage står det mest i spisningens tegn. Den 27. er det min fødselsdag, og den 29. er det Cornelias. Men da vi tager tilbage til Bukarest søndag, fejrer vi begge vores fødselsdag den dag.
Vi har ingen planer for nytår endnu. Måske fejrer vi det hjemme.

tirsdag den 16. december 2008

I søndags var vi til Aishas 1-års fødselsdag. Hun er datter af nogle af vores venner, Isabela og Vijay. Vijay er en tidligere arbejdskollega hos HP. Han er nu i andet job hos et rekrutteringsfirma. Vi fik en indisk kyllingeret lavet af Isabela og nogle lækre kager. Vi mødte nogle af deres venner og havde en hyggelig eftermiddag. Som det er traditionen, skulle Aisha vælge 3 ting fra en bakke, for at se, hvad hendes fremtid bragte. Og den ser ud til at bære i retning af en sød fotomodel, for hun valgte en isvaffel med chokolade, en blomst og en hårbørste.
Da vi skulle hjem, var vores bil løbet tør for strøm, fordi lyset havde været tændt. Det slukker normalt, når døren i førersiden åbnes med motoren slukket, men da vi havde parkeret tæt på et hegn, kravlede jeg ud af passagersiden... Til vores held kom der en politibil forbi, selvom det var på en parkeringsplads bag en boligblok, og Dani steg ud og spurgte dem, om de kunne hjælpe med at give os strøm. Det kunne de godt, selvom de godt nok lige var blevet kaldt fra centralen. Så jeg hev kablerne ud af nødtasken i bagagerummet og vi fik gang i bilen. :)

På arbejdet har jeg i dag fået at vide, hvad min "karakter" for 2008 er. Der er tre niveauer, og jeg fik for første gang det højeste niveau. Det er meget begrænset, hvor mange der deles ud af dem. Der er en kvota for, hvor mange der kan deles ud af topkaraktererne og de andre. Hvis ikke det var fordi, der er finanskrise med lønstigningsstop, havde denne karakter betydet en større stigning. I det mindste får jeg 7% (af årslønnen) i bonus fordi HP nåede målene i 2008. Dem, der har fået middelkarakter, må nok nøjes med 3-4%. Dani har også fået topkarakteren for tredje år i træk! Hun har dog ikke fået at vide, hvor meget hun får i bonus endnu.

tirsdag den 9. december 2008

I aften har vi været en tur inde i byen og se på julelysene. Unirii park i centrum er lavet til et mindre jule-land med skøjtebane i midten og små boder langs med stierne, hvor man kan købe glögg, vafler, julepynt, lys og andre ting. Her er også et juletræ, som nok er ca. 15 meter højt. Ved siden af har Julemanden parkeret sin kane og rensdyrene...

I centrum er der også en bygning, som var en slags mall, men med ret ringe butikker og varer. Nu er det under renovering, og når det er færdigt, bliver det med luksusbutikker og mærkevarer. Ydersiden er færdig, men man arbejder stadig indenfor. På facaden har man monteret Europas største monitor. Desuden er der en anden større skærm og fem mindre. I kan se dem her:
I weekenden skal vi ud at spise med Isabella og Vijay om lørdagen, og på søndag skal vi til deres datters 1-års fødselsdag til frokost. Det skal holdes hjemme hos dem, og bliver heldigvis ikke ligesom Tudors fødselsdag for nogle uger siden. :)


Der har ellers været et par flotte dage denne weekend. Vi har haft 16 grader og delvis solskin. Der er noget koldere igen nu, men ikke sådan rigtig vinter endnu.

mandag den 1. december 2008

Nu er det jul igen...

Så blev det 1. december. Det er en fridag i Rumænien, for det er nationaldagen. Dani har dog været på arbejde, for hun arbejder med kunder, og de vil stadig handle, selvom der er lokal helligdag... Hun får fri en anden dag som kompensation, men det er alligevel lidt træls.

I dag bliver julebelysningen tændt i byen. Det bliver spændende at se, hvad de har fundet på i år, når jeg skal på arbejde i morgen. Normalt er der lys på en lang strækning fra Piata Romana til Piata Unirii. Og på Unirii plads i centrum er der en skøjtebane og små boder, hvor man kan købe forskellige ting. Det er også her det største juletræ står. Jeg så i fredags at de var ved at sætte det op, men det var ikke særligt kønt - og da jeg gik hjem fra arbejde var det væk igen... måske har man syntes, at det var for grimt... :)

Vi har købt nyt komfur, da ruden i ovndøren på det gamle pludselig eksploderede. Vi havde netop tændt ovnen, men var ikke i nærheden, da ruden sprang og gik i tusind stykker. Min teori er, at den måske har siddet i spænd, siden vi flyttede, og nu kunne den ikke holde mere. Det ny komfur er et Gorenje. Det er udelukkende gas, og fungerer fint. Det er så fint og rent endnu. :)

Vi skulle have været til indisk Divali fest i lørdags, men efter de ulykkelige omstændigheder i Mumbai, blev festen aflyst, efter stort pres fra den indiske ambassade her. I stedet var vi ude og spise på en indisk restaurant med arrangørerne, Vijay og Isabella og deres 1-årige datter, Aisha. Det var lækkert. Vijay sagde, at det var den bedste indiske restaurant i Bukarest, og han burde jo vide det. Før det var vi sammen til en lille festival, der hed "Søde godter til alle", hvor vi købte nogle brændte mandler. Der var mange forskellige søde sager, men det var lidt dyrt, så vi kiggede mest.

tirsdag den 18. november 2008

Vi har internet igen.... juhuuuuuuu!

Nu kan vi snakke på Skype igen. :)
På Danis fødselsdag arbejdede jeg fra det samme kontor, som hun er på. Jeg havde arrangeret, at vi skulle ud at spise efter arbejde. Som en overraskelse havde jeg også inviteret Luana og Adi og Dori. Dani anede intet, før vi kom til restauranten, og bordet var bestilt til 5 personer. :)
Da vi kom hjem, var der en seddel i postkassen med en besked om, at der lå en pakke til Dani på posthuset. Vi hentede den dagen efter, og det var fødselsdagsgaver fra DK. Hun blev meget glad for både flagstangen og smykkerne.
Lørdag var vi så til Tudors 1 års fødselsdag. I den forbindelse er der en tradition, der går ud på, at man klipper en hårtot af barnet, og gemmer den, ved at smelte den fast på en sølvmønt med stearin eller voks.
En anden tradition er, at barnet bliver præsenteret med en bakke med en masse forskellige ting. De første 3 ting, han vælger, er en indikation på, hvordan hans fremtid ser ud. På bakken er der forskelligt legetøj, penge, bilnøgler og andre ting. Til stor skuffelse for hans forældre valgte Tudor ikke pengene, men derimod en lille bold, et stykke konfekt og en mundharmonika. Så han vokser sikkert op til at blive en overvægtig fodboldspiller, der elsker folkemusik. :)

torsdag den 13. november 2008

I dag er det Danis fødselsdag...

I dag fylder Dani 25 år. Jeg arbejder fra hendes kontor i dag, så jeg kunne hjælpe med at bære kage og også så vi kan være sammen i dag. I aften skal vi ud at spise.

På vegne af Dani skal jeg takke mormor mange gange for fødselsdagskortet og gaven, som ankom i går. Også tak til dem, der har sendt sms'er med lykønskninger.
I weekenden var vi i det kinesiske indkøbscenter/marked, Den Røde Drage, hvor vi købte lidt blandede fødevarer i en af butikkerne. Jeg fik også to nye trøjer.


Vi har det godt - er dog begge forkølet. Det er ikke så varmt mere. Kun omkring 10-12 grader om dagen og ned omkring 0-3 om natten. Brrrr...


mandag den 3. november 2008

Denne weekend har det været næsten sommervejr igen. Vi har haft 24 grader og solskin både lørdag og søndag. I dag, mandag, er det lidt køligere med kun 16 grader. Vi var på besøg hos Danis mor og Adi, og nød det gode vejr ved at gå en lille tur med hunden. Han er ved at være vant til, at vi går med ham, når vi er på besøg - han står og piber, indtil vi har været på tur ned til floden. :) Vejrudsigten lover nattefrost i weekenden - så vinteren står for døren...

Vi har købt en brødmaskine og har stor fornøjelse af den. Det er så nemt at bage vores eget brød nu, vi putter bare ingredienserne i maskinen og trykker start. 3 timer senere er dejen æltet, hævet og bagt. Den kan også lave marmelade ved at putte frugt og sukker og køre den på varme+røre program.

Jeg har set i nyhederne, at Sterling er gået konkurs. Det er en skam, for det var jo dem, vi fløj med fra Aalborg til København, da Cimbers afgang ikke passer med deres fly til Bukarest og SAS er for dyre... nu må vi se, hvad vi gøre næste gang. Måske er der kommet et alternativ inden.

I aften vil jeg købe fødselsdagsgave til Dani, for det er jo lige snart, at hun bliver 25. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal købe, men har da lidt ideer...

mandag den 27. oktober 2008

Øv. Vi har ikke noget Internet hjemme for tiden. Vores kabel-selskab har lavet noget rod i kontrakterne efter vi flyttede, og det endte med, at vi blev koblet af. Vi har bedt dem om at lave det, men det tager evigheder for dem at komme i omdrejninger. De er hurtige nok til at klippe forbindelsen, men når det er den anden vej, går det ikke så stærkt. :(

Ellers går det fint. Vi har stadig dage med godt vejr, selvom der efterhånden er flest kolde dage og regn ind imellem. Denne uge skulle dog blive ret fin, ser det ud til.

Det går også godt på arbejdet. HP afslutter regnskabsåret 31 Oktober, så der er lidt ekstra travlt. Det er også tiden, hvor vi har vores årlige evaluering. Både Dani og jeg har fået fine evalueringer, så vi håber, det udmønter sig i pæne lønforhøjelser også.

Dori har adopteret en hund fra et dyreinternat, der hedder Romanian Animal Rescue. Det er en 2 mdr. gammel Bullmastiff/Schäfer/gadekryds ting, som hun har valgt at kalde Bono. Den er vældig sød og fuld af energi. Jeg tror, hun får nok at se til med at få den trænet til at opføre sig pænt. Hun læser på nettet om metoder og om pasning - så forhåbentligt går det. Vi gav hende læderhalsbånd og -snor i "barselsgave". :)

Da det ikke kun er familien, der læser min blog (tror jeg), skal jeg da lige nævne, at jeg er blevet onkel igen. Rolf og Pia har fik en lille pige d. 13. oktober. Hun hedder Julie og har sin egen hjemmeside her: klik.

torsdag den 18. september 2008

Det er 4 dage siden, vi kom hjem fra besøget i Danmark. Vi havde en god tur og nød både at tilbringe tid sammen med familien og se lidt af Nordjylland.

Vi havde glædet os til at komme hjem til Bukarest og sommervarmen, men det blev der ikke noget af. Siden weekenden har vejret været rigtig træls med regn og 15-18 grader. Det er lige før, det er bedre i Aalborg nu end her.

Det går ok på arbejdet. Vi har lige hørt, at HP fyrer 24.600 personer, efter de har opkøbt firmaet EDS, som er en konsulent- og rådgivningsvirksomhed. Vi er dog ikke i farezonen, da vi ikke arbejer inden for de områder, som nu er dobbelt-dækket fra EDS + HP.

Billeder fra vores tur til Danmark i september

onsdag den 3. september 2008

Vi glæder os til at komme til Danmark i næste uge.

Vi glæder os til:

  • middag på Paprika mandag aften
  • middag hos mor tirsdag
  • brunch hos Randi og Christian og tur til Nordsømuseet onsdag
  • tur til Skagen torsdag
  • tur i byen fredag

Vi ses!

Blandede bolcher

Jeg må hellere poste de billeder af lejligheden, som jeg lovede for længe siden.

Så her er de: Lejlighedsbilleder på Flickr

AUG-08 062
Mor og far kom jo på besøg i starten af august. Det var dejligt at have dem boende, selvom de ikke blev mere end 5 dage. Vi fik set lidt af hvert, lige fra Jupiter i stjernekikkert på observatorium over grøntsagstorvet på Bucur Obor til det nye kæmpe indkøbscenter "Baneasa Shopping Center". Vi håber, de nød at være her, lige så meget som vi nød at have dem her.

Nu har vi snart boet i den nye lejlighed i 2 måneder og er ved at vænne os til at være her. Vi har fået gardin i soveværelset i stedet for de gamle persienner, der var der. Og vi skal også snart have gardin sat op i stuen og gæsteværelset. Som I kan se på billederne, er det stadig lidt bart uden gardiner. Men lidt efter lidt kommer det hele på plads.

På arbejdet går det fint. Jeg har en fin arbejdsmængde, og synes at jeg har rimeligt godt styr på det. Dani har noget mere at se til som team lead. Jeg synes sommetider, det er for meget. Men hun kan godt lide jobbet, så det er nok ikke så slemt.

Sommeren er ved at gå på hæld, og temperaturen ligger nu kun på omkring 25-30 grader om dagen. Det er lidt mere behageligt end de 38-40 grader der var i juli og august. Udsigten for de næste uger siger, at der bliver først lidt varmere igen, og så falder temperaturen til omkring 20 grader.

fredag den 25. juli 2008

Så er vi flyttet. Det gik uden store problemer, og dem, vi havde hyret til at hjælpe, var effektive og hurtige. Det var nogle bomstærke fyre - én af dem tog komfuret alene og løftede det op og bar det rundt...

De sidste dage har vi så brugt på at komme i stand i den nye lejlighed. Det er efterhånden ved at ligne et hjem, nu hvor flere og flere kasser bliver tømt og gemt af vejen. Når vi har fået ryddet helt op, tager jeg nogle billeder, så I kan se, hvordan det ser ud.

I denne weekend tager vi til Robesti og besøger Danis mor og Adi. Det er Adis fødselsdag i dag. Vi tager dog først derop i morgen. I aften skal vi købe en fødselsdagsgave - vi ved ikke rigtigt hvad, men det bliver nok noget tøj eller parfume.

Vejret har været lidt vådt og kun omkring 20-22 grader den sidste uges tid. Det har engentlig været ok med lidt køligere vejr. I næste uge kommer varmen dog tilbage med op til 35 grader.

Vi glæder os til at mor og far kommer i næste weekend. Vi tager dem med på torvet en dag og køber ind til aftensmad. Torvet er liiidt større end det i Aalborg, og det er hver dag. Lige nu er det sæson for meloner - både vand og honning. Tomater og agurker er også rigtig gode og billige nu. En anden dag kan vi tilbringe i et nyt, kæmpe indkøbscenter. Eller i hvert fald noget af en dag. :)

Jeg håber, det går godt for jer alle i Danmark, som følger med her. Nu har vi en 3-værelses lejlighed, så vi har god plads, hvis I skulle få lyst til at besøge os. :)

søndag den 13. juli 2008

Vi er i gang med at gøre den nye lejlighed i stand. Eller, vi har hyret et rengøringsfirma til at gøre rent og male for os. Det er penge, som virkelig er givet godt ud, for det fjerner en masse stress og besvær for os. De var der hele dagen fredag, og kommer igen mandag, for at gøre det færdigt. Der mangler stadig at blive malet i stuen. Køkkenet er blevet gjort rigtig godt rent - det var ikke så lækkert før, men nu skinner det flot.

I denne uge får vi installeret vores nye køkken. Det glæder vi os til at se. Det var ikke helt billigt, men vi forventer at få rigtig god kvalitet. Bordpladen kommer til at gå langs to vægge, så der skulle blive masser af arbejdsplads. Vi har valgt en træfinish til front og bordplade. Det samme træ begge steder. På strategiske steder vil der være en petroleumsblå accent, til at give lidt farvespil.

Vi har også bestillinger lavet på møbler til værelserne. Fra en forretning har vi bestilt et skab til gæsteværelset og seng og natborde til soveværelset. Fra en anden forretning har vi bestilt et skab til soveværelset. Vi forventer levering af disse ting i denne uge også. Vi har også bestilt en ny sofa og stol til stuen, men vi ved ikke 100%, hvornår den bliver leveret, men det burde være sidst på måneden (I kan se den her http://www.elvila.ro/produs/459/Hol_SERENA/, vi har bestilt den med beige sæde og okkerrøde puder)

Det har været super vejr de sidste mange uger. Temperaturen har ikke været under 30 om dagen. Det ser dog ud til at det bliver lidt køligere i denne uge med omkring 26-28 grader og noget regn nogle dage. Det bliver helt dejligt til en afveksling. :)

Vi håber, at I alle har det godt og nyder sommeren. Jeg følger med i vejrudsigten for Aalborg, og det har ikke set så ringe ud. Vi ser frem til besøget fra mor og far sidst på måneden. Så skulle vi gerne være på plads med det hele i den nye lejlighed... eller i hvert fald nok til at kunne bo der. :)

fredag den 20. juni 2008

Ferie på Malta


Jun08-Malta 054, originally uploaded by danlarsen98.

Der er billeder fra vores tur til Malta på Flickr (klik på billedet herover for at se mere).

Jeg vil skrive lidt mere om turen senere, men kan da sige, at det var en god tur, og vi fik masser af sol og varme. :)

fredag den 6. juni 2008

søndag den 1. juni 2008

Sommeren er her

Det sidste stykke tid har vi nydt godt af varmt vejr med masser af sol. Dog har der også været nogle eftermiddagstordenbyger som følge af dette, men det har været ok.

Denne weekend har jeg dog ikke kunnet nyde det så meget, for jeg har været syg. I løbet af fredagen fik jeg feber og diarre, hvilket kulminerede fredag aften. I går, lørdag, var det lidt bedre, men jeg var ikke rask, og i dag er det stadig ikke helt væk, men jeg er dog i stand til at spise mere og har ikke ret meget feber. Forhåbentligt er det ovre i morgen eller overmorgen.

Det går godt på arbejdet. Jeg får gode tilbagemeldinger om det arbejde jeg udfører, så det er dejligt. :)

Vi skal til reception hos ambassadøren igen. I anledning af grundlovsdag holder ambassadøren reception for herboende danskere. Så torsdag aften trækker vi det pæne tøj på og tager en tur omkring ambassadørboligen. :)

Skitse over vores nye lejlighed

plan

Klik på billedet for at se det i større format.

Oversættelse:
Vestibul: Entré
Camera: Værelse
Bucatarie: Køkken
Debara: Spisekammer/pulterrum
Culoar: Gang
Baie: Badeværelse
Balcon: Altan

Vi kommer på besøg

...fra 8. til 14. september.

Vi har bestilt flybilletter og ankommer til Aalborg den 8. først på aftenen.

Hvem har lyst til at lægge hus til? :)

søndag den 18. maj 2008

Låst ude

Da vi kom hjem fra Kylie koncerten i går kl. 0.00 opdagede vi, at ingen af os havde taget nøgler med...

Vi var låst ude. Dori har en nøgle, men hun er på ferie i Bulgarien i denne weekend. Danis mor bor langt væk, så det ville tage 2 timer at køre derop...

Vi satte os på trappen udenfor og spekulerede på, hvad vi skulle gøre. Da kom en mand hjem, som også bor i opgangen på 7. sal. Det er nærmest den eneste, som vi har snakket en lille smule med, udover "goddag". Han foreslog, at vi kunne bore låsecylinderen ud - det havde han gjort før, og det løste problemet. Vi var lidt "lost", så vi gik med på forslaget. Han hentede boremaskine og bor, vi bankede på hos naboen og fik lov til at bruge deres stikkontakt - og så blev der boret. Næsten 45 minutter og en masse støj senere (utroligvis uden nogen klager) fik vi endelig døren op. Cylinderen var ødelagt, men vi kunne låse indefra med den ekstra bolt, som døren har som sikkerhed. I dag har vi købt en ny låsecylinder og monteret den. Udover nogle kosmetiske skader på den pynte-plade, som sidder ved håndtag/lås, har døren ikke taget skade.

Vi har købt en flaske whisky til manden, og en æske chokolade til naboen som tak for hjælpen. :)

Fra nu af tager vi begge to nøgler med, når vi går ud.

Ny lejlighed

Vi har købt ny lejlighed. I torsdags skrev vi kontrakt og betalte for den. Det er godt nok ikke den lejlighed, som vi først havde kig på, og som vi havde skrevet en forkontrakt på. Vi faldt i stedet for over en anden lejlighed, som vi bedre kunne lide. Bygningen, som den ligger i, er fra 1992, og derfor bygget efter nyere jordskælvs-byggeregulativer. Den anden var fra 1976 (der var et stort jordskælv i 1977).

Det er en 3-værelses lejlighed på 75 m2. Den har 2 badeværelser, altan ved soveværelset, stort køkken. Vi får installeret egen vandvarmer/central, inden vi flytter ind. Det er billigere end at betale varmen via fællesafgifterne. De øvrige lejligheder er også ved at få dette installeret, og hvis vi ikke gjorde det, ville vi ende med at betale det hele (spildvarme etc.). Det koster lidt at få installeret, men det tjener sig ind i løbet af et par år. Desuden bestemmer vi selv, hvornår vi vil have varme på på denne måde...

I dag har vi været ude og se på nyt køkken. Der er ikke noget nævneværdigt i lejligheden nu, så vi vil have nyt køkken.

Vi flytter d. 16. juli.

Ny adresse bliver:

Strada Pâncota 3, Bl. 15, Sc. 5, Ap. 145
Sector 2, Cod 022771
Bucuresti
Romania

Kylie Minogue i Bukarest 17. maj 2008



Vi var til Kylie koncert i går. Det var som sædvanligt flot fra hendes side. Vi fik både nye og gamle numre. Afslutningsnummeret var "I should be so lucky" :)

søndag den 20. april 2008

Palmesøndag, kursus, Burger King, McDonald's, KFC, porrer, Botanisk Have.

I dag er det Palmesøndag, eller som det hedder på rumænsk: Duminica de Florii. Direkte oversat betyder det "blomstersøndag". Det er samtidig navnedag for alle, der hedder noget blomsterrelateret (f.eks. Violeta, Florin, Iris, Florina). Det bruges også meget at købe pilegrene eller syrener og sætte dem i vase i hjemmet.

I sidste uge var jeg på kursus i 3 dage fra onsdag til fredag. Det var et kursus om risikostyring i projekter - sådan noget med at forsøge at forudse det uventede og tage de rette forholdsregler på forhånd. Jeg synes, det var et godt kursus, og at jeg fik noget ud af det. Man kan nok aldrig bruge alt, hvad man lærer på sådanne kurser, men de overordnede principper var gode at tage med derfra.

I fredags åbnede et nyt shoppingcenter ved siden af IKEA. Det hedder Baneasa Shopping City. Der er en del nye forretninger, som ikke har været representeret i Rumænien før. Den vigtigste er nok BURGER KING!!! Vi var der i lørdags, og jeg fik en Whopper menu. Godt nok er jeg på en slags slankekur (jeg har tabt 2 kilo), men jeg ville ikke undvære en Whopper. :) Da vi stod i kø ved Burger King så vi dette i køen ved siden af hos Kentucky Fried Chicken:

Image021
McDonald's-ansatte i kø for at købe KFC-mad. :D Gad vide om de kan blive fyret for det. Måske vælger de KFC, da de ved, hvad der er i McD-burgerne...

I dag købte Dani nogle porrer hos den lokale grønthandler. De var rimeligt store. Se selv:

Apr_08 024

I dag har vi været i Botanisk Have. Vejret var rigtig fint. Vi har haft 25 grader i dag, så det var på tide at finde shortsene frem. Hvis I klikker på billedet, kan I se flere billeder fra besøget.

Apr_08 047

Vi håber, at I alle har det godt. Tak til Frederik for at du har lagt nye billeder på din blog. Du ser sød ud, men også lidt fræk. :)

søndag den 13. april 2008

Sommerligt


Apr_08 011, originally uploaded by danlarsen98.

I denne weekend var vi en tur i Robesti hos Danis mor og Adi. Vejret var lækkert med 26 grader og halvskyet. Vi sad noget af tiden udenfor i deres pavillion og nød det gode vejr. Vi gik også en tur ned til floden og kiggede. Der var meget vand, da det havde regnet i bjergene dagene forinden. Vi havde Florica med; han er glad for at blive luftet lidt.

Desværre ser det ud til at næste uge bliver noget våd og kun 15-18 grader, så det er ikke så godt. Forhåbentligt vender det igen inden påske i ugen efter.



Der er flere billeder, hvis I klikker på billedet herover.

tirsdag den 1. april 2008

Vi holder ferie på Malta til sommer. Vi var på rejsemesse i weekenden og fik 1 ton brochurer. Vi havde egentlig planer om Tyrkiet, men det var altsammen så dyrt. Så da vi så et tilbud på Malta til €430/pers, valgte vi det. Det er en charterpakke inklusive halvpension (morgenmad + aftensmad). Vi kommer til at bo på Hotel Bella Vista i byen Qawra. Vi regner med at tage af sted midt i juni. Vi tager hen til rejsebureauet i weekenden og køber rejsen.

I morgen starter NATO topmødet i Bukarest officielt, men allerede den sidste uge, har der været mindre kaos i byen med afspærrede gader og generalprøver på kolonnekørsel osv. Statsledere fra hele verden vil være i byen, og på grund af det er befolkningen nærmest taget som gidsler, da dele af byen er lukket for adgang omkring Parlamentspaladset (Ceausescus palads). Det har dog også haft en positiv effekt, for der er nu blevet gjort pænt i de områder omkring paladset. Der er plantet blomster i pæne mønstre, og gaderne er endda blevet vasket med sæbe....(!) Der er rigtig meget politi overalt. Man har bragt betjente ind fra resten af landet -de er blevet udvalgt efter, hvordan de ser ud. Man ville ikke have alt for lurvede eller overvægtige betjente i gaderne. Men alt-i-alt er det nu meget spændende at følge med i... synes jeg.

Vejret har ikke været alt for godt på det sidste. Der er lidt køligere end normalt for årstiden. Det har regnet noget, og temperaturen kommer kun op omkring 10-15 grader om dagen. Nogle nætter er den næsten nede på 0. Vi var på torvet i weekenden, og udover nogle grøntsager, købte vi også nogle stedmoderblomster, som jeg har plantet i en altankasse på altanen. De hænger dog ikke udenpå altanen, men står indenfor. Jeg har også sået Flittiglise og nogle andre små, lilla blomster.

Vi har købt billetter til koncert med Kylie Minogue, som kommer til Bukarest 17. maj. Jeg glæder mig til at se hende igen. Showet i Aalborg for nogle år siden var godt, og jeg regner med at få et flot show at se denne gang også.

Det var alt for denne gang. Hilsner til alle. Håber I har det godt.

fredag den 21. marts 2008

Mere forår


Image019, originally uploaded by danlarsen98.

tirsdag den 11. marts 2008

Master Dani

Dani er nu Master i marketing. Hun bestod sin eksamen/disserteringsopgave med bedste karakter: 10.

Hun havde lavet en opgave om online marketing og udviklingen i samme i de voksende markeder i Østeuropa. Den skriftlige opgave og efterfølgende præsentation ved eksamen gav 10-tallet.

Nu er hun færdig med skolen, og synes det er lidt mærkeligt ikke at tænke på det mere. Hun snakker om at lave noget andet, men jeg synes nu, at hun bare skal tage at slappe lidt af. :)

I weekenden lavede vi ikke så meget. Lørdag var vi ude at handle og ose i Ikea. Vi ville egentlig bare kigge, men som sædvanligt kommer man hjem med en masse småting. Vi købte en stempelkande til kaffe for kun ca. kr. 90,- så nu skal vi til at lave ordentlig kaffe - altså når vi får købt nogle bønner... Søndag mødtes vi med vores gudsøn og hans forældre i storcenteret. Vi fik middag på en af restauranterne der og hyggede os i nogle timer. Tudor var vågen og i rimeligt godt humør. Her er et billede af os:

Image018

Vi ønsker begge Christian en rigtig god tur til New York. Og til alle jer andre håber vi, at I har det godt og ser frem til jeres påskeferie. I den ortodokse tro er påsken ikke før i slutningen af april...

søndag den 9. marts 2008

Forår i luften


Image017, originally uploaded by danlarsen98.

Her er lige et billede fra haven foran vores blok. Til venstre i billedet er døren ind til opgangen.

fredag den 7. marts 2008

HP tur til Wien

Jeg er hjemme igen efter turen til Wien med arbejdet. Det var en god tur; især var det godt at møde de forskellige mennesker fra de mange lande. Selve møderne og de gæstetalere der var inviteret var knap så spændende, men der var da små ting man kunne tage med derfra. Det var meget koldt - onsdag var der endda lidt sne i luften, men der var trods alt ikke sne på jorden. Jeg fik ikke set meget til byen, men en lille sightseeing gåtur blev det da til tirsdag aften. Vi tog en taxi ind til centrum og gik derfra til den restaurant, hvor vi skulle spise. Det var ca. 30 minutter, hvor vi passerede nogle af Wiens flotte bygninger i centrum.

Her er nogle billeder fra turen: http://www.flickr.com/photos/dandani/sets/72157604063782296/show/

mandag den 3. marts 2008

I morgen skal jeg til Wien med arbejdet. Jeg skal deltage i team meeting for country web managers fra den region i Europa, som jeg er kontakt for. Jeg har to overnatninger og kommer tilbage på torsdag. Der er møder alle dage - altså både tirsdag, onsdag og torsdag. Jeg håber, at der også bliver tid til lidt sight-seeing, men det bliver nok meget begrænset.

Som I har set på billederne, så blev vi gudforældre til Tudor for et par uger siden. Vi delte æren med den unge pige, I kan se på billederne. Hun var en veninde til Miruna, som er Tudors storesøster. Den kirkelige handling var næsten som vores bryllup, bortset fra at barnet bliver dyppet i vand, og det gjorde vi ikke. :) Festen bagefter blev holdt på Cercul Militar, som er nogle fornemme selskablokaler og restaurant, i en bygning ejet af militæret. Det ligger ca. midt i Bukarest. Eftersom faren til Tudor, Mihai, er militærlæge og har nogle forbindelser, holdt de festen der. Den blev holdt på nøjagtig samme måde som et bryllup. Det eneste, der manglede, var et brudepar til at danse første dans og skære kagen for... Det var som om alle gæsterne var der af pligt, mere end af lyst. Plus, at teenagerne fik lov at bestemme musikken, så det var temmelig højt og ret moderne... Nå, men det gik ok, og det var alt sammen vældig fint, omend lidt kedeligt.

På det sidste har vi haft rigtig fint vejr. Temperaturen har været over 15 grader nogle dage, og solen har skinnet flot, så det føltes dejligt varmt, når man stod i solen. De næste par dage bliver det lidt koldere, men det er kun for en kort bemærkning, så kommer det milde vejr tilbage.

Husk, I er altid velkommen til at besøge os, skulle I få lyst til det. Vi kan sagtens huse 2 store og en lille gæst. :)

Vi tænker tit på, hvordan I har det, og håber, at alt går godt. Vi tjekker Frederiks blog dagligt, og håber, at der kommer nyt deri tit. :)

tirsdag den 19. februar 2008

Tudor Eric Tanase


S5001940, originally uploaded by danlarsen98.

Så blev Tudor døbt og vi blev gudforældre.

Resten af billederne er her:

http://www.flickr.com/gp/94328479@N00/23j875

fredag den 15. februar 2008

Sne igen igen


Feb_08 004
Originally uploaded by danlarsen98

Ja, så skulle vi lige have endnu en gang sne. Det begyndte i eftermiddags og det har sneet siden. Der er vel kommet 5-10 cm nu. Dette billede er taget ud af køkkenvinduet uden blitz, men med lang eksponeringstid.

lørdag den 19. januar 2008

Jeg glæder mig til, Dani kommer hjem i morgen. Jeg skal hente hende i lufthavnen sidst på eftermiddagen, efter at hun har været i Barcelona de sidste 5 dage. Hendes kursus var godt, og hun har fået set en del på byen som turist også, har hun fortalt i telefonen. Hun har nydt godt af 18 grader og solskin de sidste par dage... (misundelig)

Det er endelig begyndt at tø lidt her, så noget af sneen er begyndt at smelte. Det er også ved at være lidt træls med alt det sne over det hele. Det er nu ikke overvældende varmt, kun 2-4 grader og stadig frost om natten. Umiddelbart er der ikke udsigt til varmere vejr.

Jeg skal flytte til et andet kontor, end det vi er i nu. Min afdeling skal flytte ind i et kontor i midtbyen, da der er behov for mere plads til nogle andre afdelinger. Det er en midlertidig flytning, indtil en ny bygning er klar om ca. halvandet år... Det er noget træls, at skulle helt ind til byen hver dag, for det kommer til at tage meget længere tid at komme til og fra arbejde. I dag har vi kun ca. 15 minutter med sporvogn... nu kommer jeg til at have ca. en time, tror jeg. Enten kan jeg tage sporvognen og gå et stykke og tage en anden sporvogn et kort stykke længere. Eller også kan jeg tage sporvognen (eller gå) til undergrundsbanen, og derfra tage to tog, gå et kortere stykke, og så tage en sporvogn et kort stykke. Første løsning er simplere, men jeg kan risikere at sidde fast i trafik. Anden løsning er måske hurtigere, men besværlig. Jeg kan også vælge at køre i bil, men så kan jeg også komme til at sidde i trafik... Jeg må nok afprøve de forskellige måder, inden jeg kan finde ud af, hvad der er nemmest. Dani skal ikke flytte, så vi kommer ikke til at holde frokost sammen mere, eller følges på arbejde. :(

torsdag den 3. januar 2008

Godt Nytår!

Ja, så er vi tilbage på kontoret efter juleferien. Det var noget af en kunst at komme på arbejde i dag, da der er faldet ca. 20 cm sne i nat, og det sner stadig kraftigt.

snow2

Tak for nogle dejlige dage i Danmark og en hyggelig jul og fødselsdag.

Jeg har lagt vores billeder fra turen op på Flickr, og den gode nyhed er, at jeg har gjort alle billeder tilgængelige for alle - også selvom man ikke har registreret sig.

Adressen er: http://www.flickr.com/photos/dandani