torsdag den 27. december 2012

En Gammel Dansk gør godt...

...når man fylder 39!

tirsdag den 25. december 2012

Et smut i kirke...

... Så Sofia kunne få vin og brød.

torsdag den 20. december 2012

tirsdag den 18. december 2012

Flyttet tilbage til Novo Park

Efter næsten 3 år i lejet kontor i midtbyen, er mit team nu blevet flyttet tilbage til HPs hovedafdeling i Novo Park i det nordlige Bukarest. Det betyder kortere til arbejde for mig. Kontoret er mere corporate, end det mindre kontor med 150 personer, vi kommer fra, men man vænner sig nok til det og de over 3000 HP-medarbejdere, der er her.
Min lille "cubicle"

Vue udover kontoret

tirsdag den 11. december 2012

lørdag den 24. november 2012

Julegave på forskud

Jeg har fået en julegave på forskud. Det er et trådløst tastatur i miniformat. Vi bruger det fra sofaen, når computeren er forbundet til tv'et.

torsdag den 8. november 2012

Lille Uheld

Kom til at køre op bagi en forankørende bil på vej til arbejde i morges.  Der skete ikke det store og fyren i den anden bil var cool og ville ikke gøre noget ud af det.  Jeg havde min opmærksomhed på et lyskryds længere fremme, men trafikken stoppede før det ved en sidevej,  hvor nogen skulle dreje, og jeg nåede ikke at bremse helt. Nummerpladen faldt af "Piggy", men det var også det.

mandag den 5. november 2012

lørdag den 3. november 2012

Nu er det jul igen, og nu er det jul igen...


Carrefour har fundet alt deres julepynt frem...

fredag den 2. november 2012

Jeg har besluttet, at jeg ikke vil skrive så lange indlæg om det ene og det andet på min blog mere. I stedet vil jeg i større grad poste billeder med korte tekster, der beskriver et eller andet jeg har oplevet.

Inden jeg begynder på det, synes jeg dog lige, at jeg skal runde det af med en status på, hvor jeg er nu.

Siden Sofia blev født (hun fylder ½ år i morgen, det er ikke til at fatte), har jeg været mere eller mindre ved siden af mig selv. Jeg tror, det har været en form for fødselsdepression. Og ja, mænd kan godt få det - det er faktisk ret almindeligt. Læs selv. Nu er jeg kommet ud på den anden side, og kan igen se lyset og nyde samværet med både mor og datter (det kunne jeg også før, men det faldt ikke så let). De har virkelig været en stor hjælp. Nu nyder jeg at lege med Sofia og bruge tid sammen med dem begge på indkøb eller andre steder. Det er ikke helt ude af systemet, men det går fremad.

På jobbet har jeg også skiftet stilling. Jeg har ikke længere Iben som min manager, men er flyttet til en anden stilling inden for samme organisation, men med en manager i Canada. Vi kommer godt ud af det med hinanden, og jobbet er også spændende. Faktisk er det i øjeblikket et dobbeltjob, hvor jeg både skal arbejde på at forbedre det system, der deler oplysninger om HPs produkter med dem, der skal sælge dem (især online butikker), samt arbejde på at forbedre produktpræsentationen hos samme forhandlere i form af HP-produceret marktingmateriale, som forhandlerne trækker ind på deres webshops og viser i forbindelse med HPs produkter. Det kaldes syndikeret indhold. Det er stadig ret nyt for mig, men meget interessant. Jeg har dog meget at lære endnu - både af folk og systemer.

Sommeren er ovre for i år i Bukarest - nu har vi efterårets vejr med gule blade, regn oftere og koldere temperaturer. Men det har også sin charme. Måske bliver mine første fotoindlæg med dette tema. :)

søndag den 24. juni 2012

Det er cirka en måned siden, jeg opdaterede min blog sidst, og jeg kan melde, at regnvejret er fortrukket og erstattet med meget varmt sommervejr. Dagtemperaturer på 30-35 grader er normen og med masser af sol. Nogle dage kan der komme lidt tordenbyger sidst på dagen, men det har nu ikke været så mange.
Vi prøver at klare varmen så godt, vi kan, men det er godt nok lidt svedigt om natten. Sofia er også påvirket, og er lidt mere pylret end normalt, men det kan også hænge sammen med, at hun er igang med et vækstspring, hvor hendes krop vokser hurtigere end normalt. Det sker normal omkring 6-8 ugers alderen, så det er jo nu. Det skulle være overstået på en uges tid.

Jeg har fulgt med i EM i fodbold, og har selvfølgelig heppet på Danmark. Det gik jo meget godt i starten, men det var nok mere, fordi hollænderne spillede ringe, end at danskerne spillede godt, at de vandt. :) Men generelt har det nok alligevel været en ok indsats. Som det ser ud nu, tror jeg, at tyskerne vinder over Spanien i finalen.

På arbejdet går det som vanligt. Der er dog store forandringer på vej i organisationen. Direktøren, der kom til posten i efteråret 2011, har nu godt gang i at få firmaet mere strømlinet og optimeret. Det er sandt, at der skal fyres 27.000 ansatte, men de fleste bliver nok ved naturlig afgang, hvor der ikke hyres en ny til at overtage deres job. Men det er den mindste af ændringerne. Generelt bliver hele systemet omorganiseret og gjort mere effektivt efter flere år med flere ansættelser, end der har været indkomststigninger til. Mit job ændres også, men jeg må ikke tale om detaljer på dette tidspunkt. Det er dog stærkt relateret til mit nuværende job med sociale medier, så det bliver ikke en kæmpe ændring.

Den 1. april viste jeg billeder af de ting, jeg havde sået på altanen. Jeg synes, det er tid til at vise, hvordan det ser ud nu:

 3 forskellige peberfrugtsorter/chili

 "Cayenne"

"Cherry chili" 

Tagetes 

Tomat (fået af kollega) 

Rød basilikum 

"Cayenne" 

Hele reolen.

lørdag den 26. maj 2012

Vejr

Vejret har virkelig ikke vist sig fra sin gode side de sidste uger. Ganske vist har vi haft lidt sol ind imellem, men generelt har temperaturene været under eller omkring 20 og regn, regn, regn. I går aftes fik vi den værste omgang regn i Bukarest i denne periode. I løbet af ganske kort tid faldt der enorme mængder.

Her er en rapport med meget sigende billeder, som ikke behøver oversættelse:


Vi bor cirka 150 meter fra det store vejkryds, I kan se fra omkring 30 sekunder inde i videoen til cirka 1 minut (senere er der flere billeder derfra). Der var 30-40 cm vand i gaden.... Jeg var ude at køre med svigermor, der skulle overnatte hos Dori, og er glad for at Aveo'ens udstødning sidder ret højt, så vi ikke gik i stå.

Fra 2 minutter og 30 sekunder er der billeder fra metro-stationer i centrum, samt en fodgængerpassage under et stort kryds.

onsdag den 16. maj 2012

Sofia - 03.05.2012 - - Jeg er FAR!

Nu har jeg været FAR i næsten 2 uger, og det er stadig uvirkeligt at tænke på nogle gange.



Sofia kom til verden den 3. maj 2012 klokken 15.10 og siden den dag har mit liv været et andet. Der er konstant et andet levende væsen at tage hensyn til og tage sig af. Det er endda ikke fordi, det er særligt svært, for Sofia er virkelig nem. Hun sover om natten, og vågner nærmest først når vi vækker hende, for at hun kan få noget at spise (selvom hun er begyndt at vise lidt tegn på at hun nu også selv vågner, når hun føler sult), hun græder ikke uden grund - faktisk næsten kun hvis hun er sulten, eller utilfreds med at blive vasket eller badet eller fryser lidt.

Jeg er meget stolt af hende. Hun er en perfekt lille skabning, som ligner mig på en prik. :) Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg er hendes far. Hun har min hage, min næse, mine bevægelser og måde at sove på. Jeg håber, hun har sin mors temperament og søde og omsorgsfulde væsen. :)

Vi er efterhånden kommet ind i en døgnrytme med spisning (for Sofia) hver 3. eller 4. time (vi har lidt længere interval om natten og til middag). Sofia er så småt vågen i længere perioder mellem spisninger, men holder dog stadig meget af at sove. Selvom det er normalt for babyer, så tror jeg nu også, at hun har arvet dette efter sin far. :)

Dani har det godt. Hun er en meget god mor og tager sig kærligt at Sofia med utrættelig energi og stolthed. Det er mærkeligt at tænke på, at den lille guldklump for kun 2 uger siden stadig var inde i mors "mave", og nu ligger hun her ved siden af os og sover. I går lå hun på maven af mor med et tæppe over sig, og Dani dækkede hende helt til, og sagde: "Sådan var det for to uger siden." - trak tæppet til side, og sagde: "og nu er hun her...!". :-)

Jeg er i øjeblikket på barsel. Jeg har 3 uger i alt, og er nu i anden uge. Min første dag tilbage på arbejdet er den 28. maj. Jeg er overvældende glad for den støtte, jeg har fået fra mine kolleger. Alle har været super interesserede og sendt hilsner på både Facebook og nogle også via sms. Min chef har også været meget forstående og medlevende, og har hele tiden sagt, at dette er det største i dit liv. Det tager prioritet over alt andet, så når det sker, så holder du bare fri, og så finder vi ud af, hvordan og hvorledes med feriedage osv. bagefter. Tak Iben.


fredag den 13. april 2012

Lidl

Vi gik en lille tur til aften og gik til Lidl for at se hvor langt, der egentlig er. Der er 1 kilometer.

I butikken fandt vi dette:


onsdag den 11. april 2012

Sofias blog

Her kan I følge med i nyheder om Sofia:

sofia.dan-larsen.com

Bloggen er på engelsk, så både Dani og jeg kan opdatere bloggen.

Is

I dag har jeg spist den første pind-is udendørs denne sommer. :)

tirsdag den 10. april 2012

søndag den 1. april 2012

Årets planter på altanen

I år har jeg valgt at dyrke peberfrugt og chili på altanen. Jeg såede i sidste weekend, men de er ikke kommet op endnu.

Det er til gengæld rød Basilikum
 Nelliker (blomster)
og Tagetes

Babyting

Vi var til babymesse lørdag... altså, med ting til baby... ikke med babyer... :)

Vi købte et 3-i-1 sæt med barnevogn, klapvogn og autostol. Alle delene monteres på samme stel, inklusive autostolen, som nemt tages ind og ud af bilen og fastgøres med sikkerhedsselen.
Sættet er fra Peg Perego, som er et anerkendt italiensk mærke. Her kan I se flere detaljer om sættet: http://global.pegperego.com/babyproducts-catalog/2012/Pliko+Switch+Compact+On+Track+Modular

I børneværelset har vi fået lavet en overbygning til skabet, så vi har mere opbevaringsplads. Det ser også pænere ud, end at have all kasserne stående ovenpå skabet.
Vi mangler stadig at købe en seng, badekar og andre småting, men vi er ved at være der med det allermest nødvendige.

onsdag den 28. marts 2012

tirsdag den 27. marts 2012

Vi har malet børneværelset og synes, at det er blevet ganske flot. Vi mangler stadig at købe sengemøbel, men vi ved, hvad vi vil have. Desværre betyder det, at der ikke er plads til den store sovesofa, vi har nu, så den må vi også skifte.  Forrige weekend var vi på tøjindkøb til den bette. Vi fik investeret i en masse forskelligt for rimelige penge i Den Røde Drage centeret.
Jeg tror, vi er ved at gå fra ideen med en autostol, der kan bruges i mange år, og i stedet for købe en babystol, som er let at bære og tage ud og ind af bilen. Det bliver nok noget 3 i 1 noget med barnevogn og klapvogn og autostol kombineret på samme stel.
Alt går godt med både moder og barn.

mandag den 12. marts 2012

Babyværelse

I denne weekend var vi i byggemarkeder. Vi købte maling til babyværelset i en flot lys lilla farve. Vi går i gang med malningen denne uge. Vi har byttet rundt på skab og sofa, og sat det ud fra væggen, så vi kan komme til at male. Jeg har også skilt skrivebordet ad og taget det ud af  rummet, så der er mere plads. Næste weekend tager vi i Den Røde Drage og begynder at købe noget tøj m.m. :)

mandag den 13. februar 2012

Bukarest live webcam

Webcam live fra centrum af Bukarest. Vi har masser af sne her også (selvom det ikke kan måle sig med de mængder, de har fået på landet). I billedet er det store springvand og i baggrunden er Unirii parken. The højre er Unirea shopping mall.

Andre webcams kan vælges i drop-down menuen foroven. Klik for at åbne i større format.

Sne i Rumænien Januar/Februar 2012

Snesituationen i Rumænien er fuldstændig overvældende og ligner noget, man kun ser i film. Men det er virkelighed, og for mange er det et reelt mareridt. Hele landsbyer (op til 80 steder primært i Buzau og Vrancea amter) har været afskåret fra omverdenen i over en uge - og det uden elektricitet eller rindende vand. Det er især landsbyer, som ligger i det åbne landskab, hvor sneen er føget og har skabt kæmpe bjerge på 3-4 meter, når den har ramt husene i landsbyerne. Der bliver indsamlet nødhjælp til disse stakkels mennesker, og militæret har arbejdet hårdt på at nå frem. Man har været nødt til at bruge store gummigeder og andet materiel for at rydde vejene. Flere steder har man lavet et smalt spor igennem 3 meter høje snedynger, hvor en lastbil lige kan klemme sig igennem med nødhjælpen.

Den stærke kulde gør det ikke nemmere. Omkring 70 mennesker er døde på grund af den hårde frost, og frosten gør også sneen meget kompakt og hård, så den er svær at skovle.

Se disse videoer (selvom I ikke forstår rumænsk, så taler billederne for sig selv):



torsdag den 9. februar 2012

Jeg er hjemme igen, efter et godt ophold i den ungarske hovedstad. Jeg kom hjem i sidste uge om torsdagen. Turen hjemad gik efter planen. Dagen efter gik Malev flyselskabet konkurs! Det var godt min hjemrejse ikke var planlagt til dagen efter....... Da jeg ankom til Bukarest lufthavn ringede jeg til Dani for at fortælle, at jeg var landet. Det var det sidste, jeg så til min telefon. Da jeg kom hjem, var den væk. Jeg tror, jeg har tabt den enten i lufthavnen eller på vej til taxien eller i taxien... den er i hvertfald ikke dukket op. Heldigvis blev det ikke taget særligt tungt af arbejdet, selvom det var en arbejdstelefon. Jeg har i dag fået et nyt sim-kort med samme nummer, og jeg har en reservetelefon, indtil jeg får en ny (om et par uger). Jeg har dog mistet alle mine kontaktoplysninger, så skal i gang med et større arbejde med at kopiere fra Danis telefon og tilføje kollegaer m.m.

Den rumænske statsminister og hans regering fratrådte i forgårs - efter næsten en måned med daglige protester i større eller mindre grad i det meste af landet. Præsidenten har nu indsat en ny regering (fra samme parti) med sikkerhedstjenestens chef i spidsen som ny statsminister. Oppositionen er dog ikke så glad for dette og råber stadig op for at få valg nu, i stedet for at vente til ordinær tid i november.

Vinteren har virkelig ramt Rumænien nu (og resten af Østeuropa m.m.). Om natten har der været ned til -30 grader mange steder, og i Bukarest har der været ned til -25. Der er også kommet en masse sne, som på grund af kraftig vind fyger sammen i store mængder og blokerer veje. Ikke kun mindre veje har været lukket, men også de store hovedveje og motorvejen mellem Bukarest og Sortehavskysten. Vi har også været påvirket direkte derhjemme, da frostvejret har frosset vandrør i kælderen, som gjorde, at vi ikke havde vand overhovedet en dag i sidste uge, derefter kun i køkkenet et par dage, og derefter også på det lille wc og i går kom badeværelset med. Jeg tror, nogle rør har haft skader, så de har skullet udskiftes. Heldigvis kom køkkenet først, så vi havde varmt vand i badeværelset, da vores vandvarmer er koblet på den forbindelse. Og vi kunne fylde cisternen på wc'et med varmt vand.

søndag den 29. januar 2012

Om et par timer begiver jeg mig mod lufthavnen for at flyve til Budapest. Det er med arbejdet for at planlægge hvilken retning vi skal bevæge os i resten af året. De næste 3 dage deltager jeg i møder med mit team. På torsdag rejser jeg hjem igen.

Vi har rigtig hårdt ventervejr for tiden. I starten af ugen fik vi en masse sne og der var meget kraftig vind. Så meget at bilen næsten var helt dækket. Masser af veje er lukkede, og mange steder er elektriciteten væk på grund af væltede elpæle. Mange steder har man eget fyr ligesom os, og uden strøm kan det heller ikke producere varme. Efter sneen blev det rigtig koldt, og på udsatte steder i landet har der været -27 grader i nat. I Bukarest har vi haft omkring -15. Det ser ud til at kulden varer ved den næste uge med.. med dagstemperaturer på -10 eller lidt koldere... 

mandag den 16. januar 2012

Rumænske demonstrationer og protester

(Opdateret 19/1 - se nederst)

Så gik regeringen lidt for vidt i befolkningens øjne... nå, ja, måske er det lidt overdrevet at sige "befolkningens", men i hvert fald har der været demonstrationer over hele landet de sidste 4 dage. De har også udviklet sig voldsomt i Bukarest, men mest på grund af hooligans fra lokale fodboldklubbers fans, som synes, det kunne være sjovt at slås med politiet. De fleste folk har protesteret højlydt, men fredeligt.

Hvorfor protesteres der? Det startede med planer og lovforslag om at privatisere store dele af sundhedsvæsenet, inklusive ambulance- og nødberedskabet. Det fik stifteren og underminister for dette område til at udtale sig stærkt mod forslaget, hvilket får præsident Basescu til at lange verbalt ud efter ham, hvorefter han trådte tilbage. Det fik folket ud på gaden for at vise deres respekt og støtte, da denne mand (som oprindeligt er fra Palæstina og hedder Raed Arafat) altid er fremstået som en ærlig og retskaffen borger i modsætning til de fleste andre politikere. Demonstrationerne har dog ret hurtigt udviklet sig til at være en generel protest mod præsidenten og statsministeren og regeringen som helhed.

Alle nyhedskanalerne på tv viser direkte billeder fra centrum, hvor demonstranterne er samlet i Piata Universitatii. Selvom der overhovedet ingen fare var på vej til eller fra arbejde i dag, på trods af at jeg går lige igennem området, der havde de fleste hændelser i går nat, har jeg valg at arbejde hjemmefra i morgen. Det er jo ikke til at vide, hvordan det udvikler sig. Måske vokser protesterne fra dag til dag. Og så er det også fordi, der er blevet rimeligt koldt, så jeg har ikke lyst til at komme ud i frosten. :) På arbejdet har de også opfordret til at vi arbejder hjemmefra, eller i hvert fald tager hjem fra kontoret omkring kl. 16, inden det bliver mørkt og demonstrationerne vokser.

Her er en engelsk artikel som beskriver situationen nogenlunde: http://www.economist.com/blogs/easternapproaches/2012/01/rioting-romania

Har intet set i de danske medier........

Opdatering:
Demonstrationerne foregår stadig dagligt, men er ikke voldelige mere, og knap så store. Lad os se, hvad weekenden bringer... De største dage har der været omkring 13.000 demonstranter på landsplan i op til 50 byer... i Bukarest maksimum 1.500 - 2.000.

Ny god artikel på BBC: http://www.bbc.co.uk/news/world-europe-16610093

Stadig intet i danske medier.. bortset fra en kort, dårligt skrevet artikel i "Arbejderen" :)

søndag den 8. januar 2012

Muffins

Jeg har bagt muffins i dag. De var meget gode og luftige.



Her er opskriften, hvis I også vil lave dem:
(12-14 alm. størrelse muffins)

2 æg
110 g blødt smør
110 g sukker
140 g hvedemel
2 tsk vanillesukker
2 tsk bagepulver
2 spsk mælk
70 g grofthakket chokolade

Bland alt undtaget chokolade til en luftig masse. Tilsæt chokoladen og rør let.
Kom dejen i muffinforme (Papir, silikone eller metal) og bag ved 180 grader ca. 20 minutter. Test med tandstik.
Jamen, så var det jul... nå, ja, det er da et par uger siden, nu. Hvad er den her nye tendens med, at folk, der bliver interviewet, altid starter med "Jamen, ..bla bla..."? Så det ville jeg også lige prøve...

Jeg havde en god tur til Danmark, og vil da lige takke igen for husly og den varme velkomst alle steder. Desværre kunne Dani jo ikke komme med, på grund af skoldkopperne i familien. Med den lille ny på vej turde vi ikke at løbe riskoen, da hun jo aldrig har haft sygdommen... Dani var istedet hos sin familie i juledagene og hyggede sig og fik god mad. Mit ophold i Danmark var dejligt afslappende. Jeg føler, at det lykkedes for mig at koble helt fra og ikke tænke på arbejdet. Selvom jeg havde arbejdscomputeren med, så brugte jeg den ikke, og ingen ringede til mig heller. Da jeg kom tilbage på arbejde, var der heldigvis ikke en særlig stor bunke mails, så det var godt. Det store arbejde starter nu, hvor der er nogle ting, der skal bygges op og startes - men det går nok.

Jeg har uploadet nogle billeder fra min tur her: Flickr (usorteret, så der kan være nogle mindre gode imellem)

Nytårsaften tilbragte min kone og jeg sammen i vores lejlighed. Vi havde købt noget godt mad og hyggede os med at tilberede det og tog det stille og roligt hele aftenen. Jeg så dronningens tale over nettet. Vi så Mr. Bean, da der var et marathon på en af de tyske kanaler - heldigvis ikke på tysk. :) Kl. 24 skålede vi i Pirates of the Carribean børnechampagne (skulle jo være alkoholfri) og en times tid derefter gik vi i seng. Både 1. og 2. januar er fridage i Rumænien, så vi kunne slappe af, inden arbejdet kaldte igen d. 3.

Det går godt med den lille. Den sparker og bevæger sig regelmæssigt. Vi skal til 4d skanning d. 25. januar, hvor vi også håber at se, hvilket køn den lille har. Derefter kan vi så begynde at spekulere i indretning og farver til børneværelset... som bliver bibeholdt som gæsteværelse, når vi har besøg. :)