Jeg har besluttet, at jeg ikke vil skrive så lange indlæg om det ene og det andet på min blog mere. I stedet vil jeg i større grad poste billeder med korte tekster, der beskriver et eller andet jeg har oplevet.
Inden jeg begynder på det, synes jeg dog lige, at jeg skal runde det af med en status på, hvor jeg er nu.
Siden Sofia blev født (hun fylder ½ år i morgen, det er ikke til at fatte), har jeg været mere eller mindre ved siden af mig selv. Jeg tror, det har været en form for fødselsdepression. Og ja, mænd kan godt få det - det er faktisk ret almindeligt. Læs selv. Nu er jeg kommet ud på den anden side, og kan igen se lyset og nyde samværet med både mor og datter (det kunne jeg også før, men det faldt ikke så let). De har virkelig været en stor hjælp. Nu nyder jeg at lege med Sofia og bruge tid sammen med dem begge på indkøb eller andre steder. Det er ikke helt ude af systemet, men det går fremad.
På jobbet har jeg også skiftet stilling. Jeg har ikke længere Iben som min manager, men er flyttet til en anden stilling inden for samme organisation, men med en manager i Canada. Vi kommer godt ud af det med hinanden, og jobbet er også spændende. Faktisk er det i øjeblikket et dobbeltjob, hvor jeg både skal arbejde på at forbedre det system, der deler oplysninger om HPs produkter med dem, der skal sælge dem (især online butikker), samt arbejde på at forbedre produktpræsentationen hos samme forhandlere i form af HP-produceret marktingmateriale, som forhandlerne trækker ind på deres webshops og viser i forbindelse med HPs produkter. Det kaldes syndikeret indhold. Det er stadig ret nyt for mig, men meget interessant. Jeg har dog meget at lære endnu - både af folk og systemer.
Sommeren er ovre for i år i Bukarest - nu har vi efterårets vejr med gule blade, regn oftere og koldere temperaturer. Men det har også sin charme. Måske bliver mine første fotoindlæg med dette tema. :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar