søndag den 8. januar 2012

Jamen, så var det jul... nå, ja, det er da et par uger siden, nu. Hvad er den her nye tendens med, at folk, der bliver interviewet, altid starter med "Jamen, ..bla bla..."? Så det ville jeg også lige prøve...

Jeg havde en god tur til Danmark, og vil da lige takke igen for husly og den varme velkomst alle steder. Desværre kunne Dani jo ikke komme med, på grund af skoldkopperne i familien. Med den lille ny på vej turde vi ikke at løbe riskoen, da hun jo aldrig har haft sygdommen... Dani var istedet hos sin familie i juledagene og hyggede sig og fik god mad. Mit ophold i Danmark var dejligt afslappende. Jeg føler, at det lykkedes for mig at koble helt fra og ikke tænke på arbejdet. Selvom jeg havde arbejdscomputeren med, så brugte jeg den ikke, og ingen ringede til mig heller. Da jeg kom tilbage på arbejde, var der heldigvis ikke en særlig stor bunke mails, så det var godt. Det store arbejde starter nu, hvor der er nogle ting, der skal bygges op og startes - men det går nok.

Jeg har uploadet nogle billeder fra min tur her: Flickr (usorteret, så der kan være nogle mindre gode imellem)

Nytårsaften tilbragte min kone og jeg sammen i vores lejlighed. Vi havde købt noget godt mad og hyggede os med at tilberede det og tog det stille og roligt hele aftenen. Jeg så dronningens tale over nettet. Vi så Mr. Bean, da der var et marathon på en af de tyske kanaler - heldigvis ikke på tysk. :) Kl. 24 skålede vi i Pirates of the Carribean børnechampagne (skulle jo være alkoholfri) og en times tid derefter gik vi i seng. Både 1. og 2. januar er fridage i Rumænien, så vi kunne slappe af, inden arbejdet kaldte igen d. 3.

Det går godt med den lille. Den sparker og bevæger sig regelmæssigt. Vi skal til 4d skanning d. 25. januar, hvor vi også håber at se, hvilket køn den lille har. Derefter kan vi så begynde at spekulere i indretning og farver til børneværelset... som bliver bibeholdt som gæsteværelse, når vi har besøg. :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar