onsdag den 6. september 2006

Hverdag

Det er blevet hverdag.
Jeg er nu startet på arbejde og har været der i tre dage. Jeg synes, det går godt. Alle er meget flinke mod mig, selvom de måske holder sig lidt tilbage, da jeg jo nu engang er deres chef. Men de er flinke til at tale engelsk når jeg er i nærheden, og involvere mig i samtalen. Måske er jeg også god til at se spørgende ud, når de taler om et eller andet på rumænsk. :) De næste to dage har jeg et kursus, der hedder "Stepping up to management", hvor jeg skal lære at være leder. Jeg deltager i kurset sammen med min kollega, Razvan, som også er forholdsvis ny i en stilling tilsvarende min på mit hold. Dani er også startetpå arbejde - eller det vil sige, at de første 3 dage har hun været på intro-kursus sammen med ca. 80 andre nye HP-medarbejdere. Hun starter så for alvor i sin stilling i morgen torsdag. Jeg skal desværre møde 8.30 pga kurset, ellers kunne vi følges ad... men måske kunne hun lokkes til at møde lidt før tid. Hvis ikke er der masser af dage at følges fremover. :)

I dag har jeg været alene i supermarked for at købe ind. Dani er ude med en veninde i aften. Det gik fint med at finde derhen. Det tager ca. 15 minutter at gå hen til supermarkedet Kaufland, der er ca. på størrelse med Føtex i Aalborg Øst. Der er mindre supermarkeder tættere på, men jeg kan godt lide denne butik. Jeg var også i en blomsterbutik på vej hjem for at købe en rose til Dani i anledning af vores 11 måneders-dag. :)

Vi er blevet lovet, at vores køkken bliver sat op d. 14., så det glæder vi os til. Jeg vil prøve at arbejde hjemmefra den dag, så jeg kan være der til at holde øje med, at de ikke render med alle vores ting.

På lørdag d. 9. skal vi til et bryllup hos nogle af Danis mors venner. Det bruges meget at invitere Gud og hver mand til bryllup her, så vi er altså også inviteret. Det er i Buzau, så vi tilbringer sandsynligvis natten hos Danis mor og stedfar. Dani fortæller, at Adrian, hendes stedfar, normalvis ikke er en mand af mange ord, med mindre han synes om én - så han må kunne lide mig, da han næsten har talt som et vandfald de to gange, vi har besøgt dem. Han gør sig store anstrengelser for, at jeg skal kunne forstå ham. Vi var alene i noget tid sidste gang, da kvinderne prøvede tøj (tsk tsk), og vi rundede da både emner som EU, fiskeri og sprog. Det var godt nok mest ham, der førte ordet, men jeg forstod da det meste og kunne sige en lille smule, som han forstod. :)

For dem af jer, der kan engelsk, kan I også læse min engelske blog. Der står ikke altid helt det samme som i denne. Den findes på LiveJournal.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar