onsdag den 31. december 2008

Julen 2008



Julen blev tilbragt i Robesti hos Cornelia og Adi. Det var 4 hyggelige dage med masser af spisning og afslapning. Der var meget koldt og der kom også et lille drys sne juledag.

Adi havde lavet diverse pølser og røget kød, som vi fik. I kan se udvalget på første billede ovenfor. For at starte slideshowet skal I klikke på den lille "play" knap nederst til venstre. I kan lave billederne store ved at klikke den lille knap nederst til højre.

Godt nytår til alle!

søndag den 21. december 2008

4. søndag i advent

I dag er det fjerde søndag i advent, og vi har tændt det fjerde lys. Nu er der kun 3 dage til juleaften.

Vi selvfølgelig også vores juletræ på plads og pyntet fint. På altanen har vi lys på ydersiden af rækværket.

Både Dani og jeg skal arbejde mandag til onsdag, og onsdag efter arbejde kører vi nordpå sammen med Dori og hendes hund. Det bliver nok... interessant... at have ham med i bilen. Til midnat skal vi i kirke, og de næste dage står det mest i spisningens tegn. Den 27. er det min fødselsdag, og den 29. er det Cornelias. Men da vi tager tilbage til Bukarest søndag, fejrer vi begge vores fødselsdag den dag.
Vi har ingen planer for nytår endnu. Måske fejrer vi det hjemme.

tirsdag den 16. december 2008

I søndags var vi til Aishas 1-års fødselsdag. Hun er datter af nogle af vores venner, Isabela og Vijay. Vijay er en tidligere arbejdskollega hos HP. Han er nu i andet job hos et rekrutteringsfirma. Vi fik en indisk kyllingeret lavet af Isabela og nogle lækre kager. Vi mødte nogle af deres venner og havde en hyggelig eftermiddag. Som det er traditionen, skulle Aisha vælge 3 ting fra en bakke, for at se, hvad hendes fremtid bragte. Og den ser ud til at bære i retning af en sød fotomodel, for hun valgte en isvaffel med chokolade, en blomst og en hårbørste.
Da vi skulle hjem, var vores bil løbet tør for strøm, fordi lyset havde været tændt. Det slukker normalt, når døren i førersiden åbnes med motoren slukket, men da vi havde parkeret tæt på et hegn, kravlede jeg ud af passagersiden... Til vores held kom der en politibil forbi, selvom det var på en parkeringsplads bag en boligblok, og Dani steg ud og spurgte dem, om de kunne hjælpe med at give os strøm. Det kunne de godt, selvom de godt nok lige var blevet kaldt fra centralen. Så jeg hev kablerne ud af nødtasken i bagagerummet og vi fik gang i bilen. :)

På arbejdet har jeg i dag fået at vide, hvad min "karakter" for 2008 er. Der er tre niveauer, og jeg fik for første gang det højeste niveau. Det er meget begrænset, hvor mange der deles ud af dem. Der er en kvota for, hvor mange der kan deles ud af topkaraktererne og de andre. Hvis ikke det var fordi, der er finanskrise med lønstigningsstop, havde denne karakter betydet en større stigning. I det mindste får jeg 7% (af årslønnen) i bonus fordi HP nåede målene i 2008. Dem, der har fået middelkarakter, må nok nøjes med 3-4%. Dani har også fået topkarakteren for tredje år i træk! Hun har dog ikke fået at vide, hvor meget hun får i bonus endnu.

tirsdag den 9. december 2008

I aften har vi været en tur inde i byen og se på julelysene. Unirii park i centrum er lavet til et mindre jule-land med skøjtebane i midten og små boder langs med stierne, hvor man kan købe glögg, vafler, julepynt, lys og andre ting. Her er også et juletræ, som nok er ca. 15 meter højt. Ved siden af har Julemanden parkeret sin kane og rensdyrene...

I centrum er der også en bygning, som var en slags mall, men med ret ringe butikker og varer. Nu er det under renovering, og når det er færdigt, bliver det med luksusbutikker og mærkevarer. Ydersiden er færdig, men man arbejder stadig indenfor. På facaden har man monteret Europas største monitor. Desuden er der en anden større skærm og fem mindre. I kan se dem her:
I weekenden skal vi ud at spise med Isabella og Vijay om lørdagen, og på søndag skal vi til deres datters 1-års fødselsdag til frokost. Det skal holdes hjemme hos dem, og bliver heldigvis ikke ligesom Tudors fødselsdag for nogle uger siden. :)


Der har ellers været et par flotte dage denne weekend. Vi har haft 16 grader og delvis solskin. Der er noget koldere igen nu, men ikke sådan rigtig vinter endnu.

mandag den 1. december 2008

Nu er det jul igen...

Så blev det 1. december. Det er en fridag i Rumænien, for det er nationaldagen. Dani har dog været på arbejde, for hun arbejder med kunder, og de vil stadig handle, selvom der er lokal helligdag... Hun får fri en anden dag som kompensation, men det er alligevel lidt træls.

I dag bliver julebelysningen tændt i byen. Det bliver spændende at se, hvad de har fundet på i år, når jeg skal på arbejde i morgen. Normalt er der lys på en lang strækning fra Piata Romana til Piata Unirii. Og på Unirii plads i centrum er der en skøjtebane og små boder, hvor man kan købe forskellige ting. Det er også her det største juletræ står. Jeg så i fredags at de var ved at sætte det op, men det var ikke særligt kønt - og da jeg gik hjem fra arbejde var det væk igen... måske har man syntes, at det var for grimt... :)

Vi har købt nyt komfur, da ruden i ovndøren på det gamle pludselig eksploderede. Vi havde netop tændt ovnen, men var ikke i nærheden, da ruden sprang og gik i tusind stykker. Min teori er, at den måske har siddet i spænd, siden vi flyttede, og nu kunne den ikke holde mere. Det ny komfur er et Gorenje. Det er udelukkende gas, og fungerer fint. Det er så fint og rent endnu. :)

Vi skulle have været til indisk Divali fest i lørdags, men efter de ulykkelige omstændigheder i Mumbai, blev festen aflyst, efter stort pres fra den indiske ambassade her. I stedet var vi ude og spise på en indisk restaurant med arrangørerne, Vijay og Isabella og deres 1-årige datter, Aisha. Det var lækkert. Vijay sagde, at det var den bedste indiske restaurant i Bukarest, og han burde jo vide det. Før det var vi sammen til en lille festival, der hed "Søde godter til alle", hvor vi købte nogle brændte mandler. Der var mange forskellige søde sager, men det var lidt dyrt, så vi kiggede mest.