onsdag den 19. august 2009


I weekenden var vi igen en lille tur i Robesti. Vejret er stadig varmt og dejligt, så vi var udendørs det meste af tiden. Her står jeg lige og poserer lidt foran blomsterne i indkørslen.
Forrige uge havde vi ellers lidt af en oplevelse på vej hjem fra fitness. Vi kom gående fra sporvognen på vej hjemad. Vi passerer nogle blokke på vejen, og uden for en af opgangene ser vi en mand i trediverne stå og råbe ad en ældre kvinde. Han påstår at hun har slået hans 75-årige mor og dasker ud efter hende og slår hende et par gange på kinden og munden, så hun kommer til at bløde. Jeg bærer rygsækken med vores træningstøj, og med den foran mig stiller jeg mig imellem for at stoppe ham. Han er tydeligvis fuld eller måske påvirket af et eller andet. Det virker nogenlunde og han prøver ikke at slå på mig. Han begynder at trække ind i opgangen, kommer tilbage og jeg står igen imellem. Han går så helt ind, samtidig med at Dani ringer efter politiet. Inden de ankommer, kommer manden ud igen og styrer igen mod den ældre dame, som vi finder ud af er 60 år, og som aldrig har slået hans mor eller andre. Hun har kendt denne fyr siden han var barn, og han har åbenbart altid været utilregnelig, og har sikkert selv slået sin mor. En anden nabo kommer til, og han og jeg holder nogenlunde fyren på afstand. På et tidspunkt er han meget påtrængende overfor damen, og det ender med at naboen trækker en peberspray og sprøjter fyren i ansigtet. Ikke meget, men nok til at han fortrækker sig, og står og gnider øjnene. Samtidig ankommer politiet og de tager over og får styr på situationen. Vi giver vores oplysninger til den ene betjent, og går derefter hjemad på rystende ben. :) Vi har ikke hørt mere til sagen - de har sikkert ikke behov for vidneudsagn, da fyren blev ved med at råbe og virke agressiv, selv da politiet var kommet. Den ældre dames børn kom også, da hun havde ringet til dem, og de bekræftede at denne mand ikke var helt normal, og at han sandsynligvis selv havde slået sin mor. Uden at vide det, så tror jeg, at han ikke var ukendt hos politiet.

På arbejdet går det okay. Efter en lidt stille periode, er jeg nu ved at blive lidt involveret i en kvalitetskontrolproces for de websider vi producerer, for at forbedre den tekniske kvalitet. Jeg er også involveret i en forbedring af siderne, der præsenterer Compaq produkter plus andre småting.

Til familien: Vores foreløbige rejseplaner i forbindelse med Danmarksturen i december ser ud til at blive med udrejse den 6. december og hjemrejse den 3. januar, men det er ikke helt sikkert endnu. Vi skal først lige have bestilt flybiletterne. Vi har ikke tænkt os at tage fridage, andet end den 24. og dagene mellem jul og nytår. Hvis I har nogle fridage, kan det dog være, at vi også kunne holde fri. I øvrigt... I må gerne sende ønskesedler snarest. :D

onsdag den 12. august 2009

Mon det var en meget dyr undersøgelse, DR havde fået lavet?
De får i hvert fald det meste ud af den... skriver to artikler. Samme journalist. Så det er sandt - der er to sider til alting. 5 ud af 6 borgere er ikke bange for Influenza A... men uha, hver sjette frygter døden fra influenza...

Måske skulle de kun have publiceret én af disse to historier.... :-)

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/08/11/122157.htm
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/08/12/203708.htm

onsdag den 5. august 2009

Så havde vi lige et jordskælv igen. Klokken 11 lokal tid. Denne gang var epi-centeret ud for kysten ved den rumænsk/bulgarske grænse. De første meldinger siger, at styrken var 4,7 - 5,1. Det føltes ret kraftigt i Bukarest, men der er dog ingen skader. Det var med tydelige sidelæns bevægelser - ikke rigtig noget op og ned. Måske er bygningen, jeg arbejder i, ret fleksibel mht. jordskælv, så den kan give sig fra side til side, og det var derfor det føltes tydeligere.

Nå, men vi er okay, og intet er sket med bygninger. :)

Ellers går det godt. Vi investerede i en ny dør til lejligheden i weekenden, istedet for dobbeltdørene, vi havde før. I dag er svigermor i byen, og har en håndværker med, der kan lave væggen omkring døren fin igen.

Vi tager på en lille weekendtur til Obzor ved Sortehavskysten i Bulgarien 5.-7. september sammen med Dori og svigermor. Vi kører selv. Det tager ca. 4 timer fra Bukarest, så det er ikke slemt. Det skal blive dejligt med en lille ekstra-ferie.

Om et par dage er det 3 år siden, jeg flyttede til Rumænien. Det er ikke til at tro, men tiden flyver afsted.

fredag den 24. juli 2009

mandag den 20. juli 2009

Det er lidt varmt

I denne weekend har vi været til bryllup hos en af mine kollegaer. Det blev holdt i Buzau, så vi overnattede hos svigermor. Det var et fint bryllup. Det blev holdt i den restaurant, hvor vi fik suppe dagen efter vores bryllup. Der var nok omkring 70-80 mennesker, så det var en lille fest, efter rumænsk bryllupsstandard. :)


På lørdag er det Adis fødselsdag. Så tager vi til Buzau (Robesti) igen for at fejre ham. Han fylder 54, så det er ikke noget særligt med fest eller andet.

Vejret har været utroligt varmt på det sidste. Hver dag er der over 30 grader og nogle dage over 35. Der er forudsagt op til 39 på fredag... pyha.

På onsdag aften tager jeg med et par kollegaer ud og bowle. Vi har været afsted før, og det er altid meget hyggeligt. Vijay kommer også med, da han kender alle, fra dengang han arbejdede hos HP.

På arbejdet går det fint. Der er feriestilhed for mit vedkommende, så det er ikke så anstrengende. Men det varer jo nok ikke ved, da folk snart kommer tilbage og begynder at lancere webkampagner igen...

torsdag den 9. juli 2009

Milano & U2

Klik "Play" knappen midt på billedet for at starte slide-show. Klik på knappen nederst til højre for at lave billederne fuldskærm.




fredag den 3. juli 2009

I dag er min 3 års jubilæumsdag hos HP.

På mandag tager vi til Milan for at se U2 koncerten onsdag aften. :D