mandag den 25. juni 2007

Hold da helt ferie, hvor er der varmt i disse dage. 35-38 grader. Meteorologisk institut har meldt kode gul for det meste af landet. Mange ældre er døde af varmen. Der er opsat vanduddelingsposter i Bukarest. Det ser ud til, at varmen fortsætter et pænt stykke tid endnu. Det er godt, vi har air conditioning på arbejdet... selvom, det nu stadig bliver ret varmt på kontoret. Vi er i øvrigt lige flyttet i et nyt kontor, som er blevet bygget ved siden af det gamle. Det er noget større, hvilket også betyder, at det åbne kontormiljø er større. Det betyder dog ikke, at vi har mere plads... næh, det betyder blot, at der er plads til endnu flere mennesker. Man har endda købt mindre skriveborde til nogle, for at der kunne klemmes lidt flere ind. Hver især har sin egen afskærmning, men det føles lidt som om, vi er burhøns, der sidder på rad og række...

Det var en dejlig tur til Danmark og til Randi og Christians bryllup. Endnu engang tillykke til jer. Vi håber, at I kunne lide dynerne. Også tillykke til Randi med kørekortet. Nu kan du rigtigt gøre vejene i Aalborg usikre. :)

Glædelig Sankt Hans til alle. Nu er der kun et halvt år til jul!

mandag den 11. juni 2007

Vi har købt en ny bil. En Chevrolet Aveo 1.2 5-dørs. Farven er "super red" og rigtig flot. Af en såkaldt mini-klasse-bil er den faktisk ret rummelig. Selvom jeg sidder ret op, kan jeg ikke røre loftet med hovedet. Vi gav 8775 Euro for den.

Vi har stadig den gamle bil - desværre. Den er ikke til at komme af med. Vi har kontakt med én, der vil købe gearkassen, men det er ligesom ikke så fedt, at vi så vil ende med at have en bil, vi ikke kan flytte, uden at den skal på et fejeblad. :-(

Vi har oprettet en webside for vores bryllup. Der er ikke så meget derpå endnu, men I kan da tage et kig på http://www.dan-larsen.com. Vi har valgt at holde brylluppet i en anden kirke end den vi oprindeligt havde valgt. Den ny kirke er større og lysere, så den er mere behagelig end den første.